AI kan løfte det enkelte projekt, men risikerer at lamme den kollektive innovation

Teknologien er en stærk, digital medhjælper, man skal have modet til at være faglig og personlig uenig. Den gode smag, det ægte håndværk og sund fornuft sidder stadig hos mennesket – ikke i maskinen.
Jonathan Løw.

Når jeg taler med entreprenører, arkitekter og bygherrer i dag, hører jeg ofte det samme: De nye digitale værktøjer og kunstig intelligens (AI) er fantastiske til f.eks. at finjustere materialelister, optimere tidsplaner og spytte komplekse ESG- og LCA-rapporter ud i en fart. Det sparer tid, minimerer fejl og det hæver branchens bundniveau.

Men der er et stort og overset paradoks på vej. Ny forskning fra blandt andet MIT og Harvard viser, at jo mere vi læner os op ad de digitale standardløsninger, jo mere ensartede bliver vores idéer og strategier. Det enkelte byggeri eller projekt bliver måske mere effektivt på den korte bane, men vi risikerer samtidig at lamme den kollektive evne til at skabe de ægte, radikale gennembrud.

Læs også

AI har bidt sig fast i driften af danske bygninger

I en tid, hvor dansk byggeri kæmper en hård kamp med strenge klimakrav, materialemangel, CO2-afgifter og digital omstilling, har vi mere end nogensinde brug for original tænkning. Ikke for computergenererede standardløsninger.

En demokratisering, der gør os ens

Forskningen viser, at når folk bruger kunstig intelligens til at løse opgaver, stiger den gennemsnitlige kvalitet af arbejdet. Især de, der normalt har svært ved en opgave, får et mærkbart løft. Det betyder i praksis, at alle i dag lynhurtigt kan lave et pænt udbudsmateriale, et udkast til en bæredygtighedsstrategi eller en alternativ tidsplan.

Men medaljen har en alvorlig bagside. For mens den enkelte rykker hurtigere, sker der noget bekymrende på brancheniveau: Idéerne mister deres diversitet. Byggeprojekterne og arkitekturen risikerer at miste kant og blive ensartede.

Læs også

Henning Larsen allierer sig med AI-firma

Årsagen er simpel: Computermodellerne er fodret med historisk data og regner ud, hvad det statistisk set mest sandsynlige og “sikre” svar er. Når hundredvis af ingeniører, tegnestuer og entreprenører på tværs af landet bruger de samme digitale værktøjer, begynder løsningerne uundgåeligt at ligne hinanden.

Vi risikerer at optimere os mod det ordinære. Vi ender med nøjagtig samme modulopbygning, de samme standardiserede materialevalg og den samme mainstream-tilgang til byggeprocessen som naboen. Vi gør det, computeren har regnet ud er det mest “gennemsnitlige” for et dansk byggeprojekt.

Den mentale pris og de geniale fejltrin

Dertil kommer den mentale pris, vi betaler. Når vi passivt overtager computerens forslag, svækkes vores neurale forbindelser i hjernen. Det kaldes kognitiv dovenhed. Hvis vi altid lader maskinen klare den første grove skitse af projektet, risikovurderingen eller logistikplanen, mister vi over tid den dybe, taktile og intuitive fornemmelse for materialerne, håndværket og det gode byggeri.

Som tidligere iværksætter inden for kunstig intelligens er jeg bestemt ikke imod teknologien. Den er genial til at forbedre og optimere det, vi allerede kender – som at ramme tolerancerne præcist eller skære to procent af energiforbruget på byggepladsen.

Læs også

Kunstig intelligens kan få flere unge til at gå håndværkervejen

Men historiens største gennembrud inden for arkitektur og ingeniørkunst er aldrig opstået ud fra statistiske sandsynligheder. De er opstået ud fra det uventede, intuitionen og de geniale menneskelige fejltrin.

Hvis fortidens pionerer havde haft en algoritme til at fortælle dem den mest “fejlfrie” og gennemsnitlige løsning, havde vi aldrig flyttet grænserne for, hvad der kan lade sig gøre at bygge. Computeren kan optimere BIM-modellen i det uendelige, men den opfinder ikke en radikal ny, bæredygtig byggemetode af sig selv.

Tre jordnære AI-råd til fremtidens byggebranche

Hvis vi skal redde den sunde fornuft og innovationen i en branche, hvor skærmene fylder mere og mere, skal vi ændre metodikken – både på tegnestuerne, i skurvognen og på direktionsgangene:

  • Hold skærmene slukket i starten: Når en ny projektstrategi, en stor udbudsbesvarelse eller visionen for et nyt byggeri skal støbes, skal computeren holdes helt ude af lokalet. Brainstormingen skal foregå med analog pen og papir, rå menneskelig erfaring, generationers opsamlet håndværksforståelse og skæve indskydelser ved mødebordet. Det er her, vi sikrer særpræget. Først bagefter skal teknologien bruges til at stressteste tallene, simulere statikken og beregne LCA-profilen.
Læs også

Her vinder AI massivt ind: Ni ud af ti virksomheder er med

  • Giv rådgiveren og computeren faglige benspænd: Standardspørgsmål giver standardsvar. Hvis du vil have løsninger, der rykker, skal du tvinge computeren (og din eksterne rådgiver) ud, hvor de ikke bare kan gentage historiske data. Stil krav som: “Giv mig tre bud på at reducere klimaaftrykket på dette byggeri, men du må ikke foreslå de tre mest gængse løsninger i branchen” eller “Kritiser denne tidsplan ud fra en ekstremt konservativ og erfaren formands logik fra 1980’erne”.
  • Beløn den skæve mavefornemmelse: Når teknologien gør det nemt at spytte strømlinede og “fejlfrie” projektplaner ud i højt tempo, risikerer vi, at bygherrer, banker eller ledelsen kun belønner det forudsigelige. For at modvirke det skal vi aktivt give plads til afvigelserne. Hvis en projektleder præsenterer en utraditionel konstruktionsløsning eller en skæv logistikplan, der går stik imod de gængse standarddata, skal det tages seriøst og testes af i det små frem for bare at blive kasseret som en fejl.
Læs også

Byggeriet sakker bagud på AI-fronten – her er konkrete råd til værdiskabende brug

Teknologien er en fremragende digital medhjælper i byggeprocessen, men det skal være en medhjælper, man har det faglige og personlige mod til at være rygende uenig med. Den gode smag, det ægte håndværk og den sunde fornuft sidder stadig hos mennesket – ikke i maskinen.

Relateret indhold