Ministerium: Slut med at snyde med asbestprøver

Profit må ikke veje tungere end de ansattes sundhed, slår ministeren fast med ny lovgivning.
Bekendtgørelsesændringerne er en udmøntning af den politiske aftale om en national strategi om asbest fra oktober 2025, hvor det blev aftalt at indføre tiltag for at forhindre svindel med asbestprøver. Foto: Getty Images.

I starten af året faldt der dom i den omstridte asbestsag i Aalborg, hvor prøveresultater blev ændret fra positiv til negativ.

Arbejdet fortsatte ufortrødent på grund af de manipulerede resultater, hvorfor 200 ansatte blev udsat for asbest på byggepladsen.  

Men det skal ikke ske igen, understreger Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet, der er klar med en lovændring.

Fra den 1. januar 2027 skal arbejdsgiver sikre, at de ansatte får adgang til resultater af asbestprøver direkte fra analysevirksomheden. Samtidig skal bygherre sikre adgang til asbestresultater på byggepladsen via Plan for Sikkerhed og Sundhed (PSS).

Læs også

30 dages betinget fængsel for asbest-forfalskning: ”Dommen er alt for mild”

– Det er grotesk, at der er folk, der vejer profit over ansattes helbred. Med de nye regler sikrer vi, at håndværkere kan få prøvesvarene direkte fra dem, der foretager analyserne, siger ministeren, Ane Halsboe-Jørgensen.

Arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte får fremover adgang til resultaterne af analyser af asbestprøver, for eksempel ved hjælp af en QR-kode eller et log-in, der sikrer, at de ansatte kan verificere, at resultaterne kommer fra analysevirksomheden.

Det skal altså gøre det mere besværligt for en byggerådgiver eller anden at ændre prøveresultater og udsatte ansatte for sundhedsfare.

Længere fængselsstraf

Byggerådgiveren fik 30 dages betinget fængsel for at have snydt med prøveresultaterne.

Det har organisationer og de ansatte på byggepladsen kaldt en alt for mild dom.

Læs også

Ny lov: Asbest-snyd kan give fængselsstraf

I februar 2026 vedtog Folketinget et lovforslag, som skærper reglerne for fængselsstraf til ledelsespersoner for overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen.

Personer i en virksomheds ledelse vil kunne idømmes fængselsstraf, hvis de forsætligt eller groft uagtsomt overtræder arbejdsmiljølovgivningen i særligt grove sager.

Relateret indhold