Metrokontrakt på 17 milliarder kroner er underskrevet

KBH Metro Partner overtager drift og vedligeholdelse af metrolinjerne M1-M4 i september 2027. Kontrakten løber frem til 2039.
Valget af KBH Metro Partner er resultatet af et omfattende udbud, hvor syv aktører ansøgte. Tre blev derefter prækvalificeret og kunne afgive bud. Til sidst blev KBH Metro Partner valgt blandt de tre bud til jobbet. Foto: Søren Hytting/Metroselskabet

Metroselskabet og KBH Metro Partner har underskrevet en kontrakt om drift og vedligehold af de københavnske metrolinjer M1-M4.

Kontrakten lyder på svimlende 17 mia. kr. og løber frem til 2039 med mulighed for forlængelse i yderligere tre år.

– Med den nye kontrakt har vi et stærkt afsæt for at videreudvikle den høje kvalitet i tæt samarbejde med vores nye operatør, KBH Metro Partner, så vores passagerer fortsat oplever en metro i absolut verdensklasse, siger Søren Boysen, direktør for drift og vedligehold i Metroselskabet.

KBH Metro Partner er et joint venture mellem franske RATP Dev og ComfortDelGro fra Singapore. De har erfaringer med at drive og vedligeholde metrosystemer i Singapore, Paris, Riyadh, Lyon og Doha. Ligesom de har erfaringer med at gennemføre tekniske opgraderinger.

Læs også

Nu tages nye skridt til mere metrobyggeri

De erfaringerne bliver meget brugbare, for Metroselskabet skal frem mod 2035 gennemføre en omfattende modernisering af to ældste linjer i Metroen: M1 og M2.

Det indebærer udskiftning af togsæt og opgradering af signalsystemet, der skal ske i et system med drift 24/7 og tilrettelægges med mindst mulig gene for passagererne.

– Vi er beærede over, at KBH Metro Partner har fået betroet driften og vedligeholdelsen af Københavns Metro, siger Cheng Siak Kian, administrerende direktør og koncernchef for ComfortDelGro.

Gnidningsfri overgang

Frem mod september 2027 skal parterne i gang med en omfattende overgangsproces.

Læs også

Politisk aftale: Ny metrolinje skal til Lynetteholm

Den nye operatør skal etablere sin organisation og de nye arbejdsgange.

Her bliver det et centralt mål at fastholde medarbejdere og deres kompetencer, da de er afgørende for en succesfuld overgang, ifølge den nye operatør.

– Nu hvor metronettet går ind i en ny udviklingsfase, vil vores første prioritet være at samarbejde med Metroselskabet og ComfortDelGro om at sikre en gnidningsfri overgang og samtidig fastholde de høje standarder, som passagererne hver dag regner med, siger Hiba Farès, administrerende direktør for RATP Dev.

Relateret indhold