Brix & Kamp
- – Blev etableret i slutningen af 1930’erne af civilingeniørerne Aage Brix Pedersen og Jørgen Kamp Jørgensen og er dermed én af Danmarks ældste rådgivende ingeniørvirksomheder.
- – Har afdelinger i Aalborg, Hjørring og Frederikshavn.
- – Beskæftiger over 50 medarbejdere.
I Aalborg er Leif Høltzermann trådt ud af partnerkredsen efter fire årtier i firmaet. Han blev ansat i firmaet i 1981 og blev i 1989 optaget som partner, hvor han samtidig blev kvalitetssikringschef for hele firmaet samt leder vedr. sundhedssektoren. Siden da har Leif Høltzermann haft det faglige ansvar for brand, certificering, miljø og specialer og har været med fremme i udviklingen af særligt sundhedsområdet.
Generationsskiftet i Aalborg-afdelingen blev igangsat i 2017. Først trådte Jacob Munch Nielsen og senere Marianne Dyring-Olsen ind i partnerkredsen, hvorefter de overtog den daglige ledelse af afdelingen.
Leif Høltzermann fortsætter som konsulent i firmaet, hvor det stadig vil være muligt at trække på hans store erfaring og viden.
Foto: Leif Høltzermann forlader Brix & Kamp efter fire årtier i virksomhedens tjeneste; de sidste 32 år som partner.
Fra medarbejder til medejer
I afdelingen i Hjørring kommer den nye partner Bjørn Frederiksen fra egne rækker. Han har været ansat hos Brix & Kamp de sidste 11 år, hvor han primært har beskæftiget sig med tekniske forundersøgelser, kvalificering af helhedsplaner, bygge- og projektledelse af projekter / byggerier indenfor den almene boligsektor – herunder renoveringsprojekter støttet af Landsbyggefonden.
Ved at invitere Bjørn Frederiksen ind som partner bibeholder virksomheden bl.a. hans ekspertise indenfor den almene boligsektor. Det falder godt i tråd med, at det almene boligområde i disse år gennemgår forandringer relateret til Den Grønne Boligaftale 2020, øget fokus på digitalisering samt energioptimering
– Der sker meget på det område og det er rigtig spændende at være en del af. Det er en særlig givende fornemmelse, når omdannelse af boligområder lykkes og skaber værdi for mange mennesker, siger Bjørn Frederiksen.