Nye regler for håndværkerfradrag er nu vedtaget

En nyhed er på listen i den nu permanente boligjobordning, hvor til gengæld syv ydelser er fjernet og ikke længere giver ret til fradrag.
Isolering af tag, ydervægge og gulve giver også fremadrettet ret til fradrag indenfor rammen på de 12.000 kr. Foto: Colourbox.
Isolering af tag, ydervægge og gulve giver også fremadrettet ret til fradrag indenfor rammen på de 12.000 kr. Foto: Colourbox.

De overordnede regler for boligjobordningen er der ikke ændret i. Der kan stadig fratrækkes op til 6.000 kr. for udgifter til hjælp i hus og have og op til 12.000 kr. for udgifter til håndværkerbistand til istandsættelse af boligen mv. Dog bliver disse beløbsgrænser fremover som noget nyt reguleret hvert år. Det skriver BDO Danmark på deres hjememside.

Som hidtil er det også kun udgifter til arbejdsløn, som kan fratrækkes, ligesom ægtefæller også fremadrettet har hvert sit fradrag, uanset hvem af dem der har betalt regningen.

Istandsættelsesarbejder mv.

Følgende typer af arbejder er videreført uændret og giver derfor også fremadrettet ret til fradrag indenfor rammen på de 12.000 kr.

– Isolering af tag, ydervægge og gulve

– Udskiftning af vinduer og døre, alternativt kun glas i samme

– Udvendigt malerarbejde, herunder af døre, vinduer og vægge, men ikke af tag

– Installation/udskiftning af varmeanlæg, -pumper-, -styringsanlæg, ventilations-anlæg, fjernvarmeunits samt solfangere/-celler og hustandsvindmøller

– Visse kloakarbejder og dræn

– Forbedring af skorstene

– Afmontering af brændeovne

– Tilslutning til bredbånd

– Radonsikring

I den vedtagne lov er der en enkelt nyhed på positivlisten. Fremover kan udgifter (arbejdsløn) til installation af tyverialarmer fratrækkes under håndværkerfradraget. Til gengæld giver disse syv typer ikke længere ret til fradrag

– Installation/udskiftning af anlæg til intelligent varme-, ventilations- og lysstyring

– Solafskærmning af vinduer og glasdøre

– Sikring mod oversvømmelse

– Udskiftning af faste belægninger med permeable belægninger

– Ladestik til elbiler

– Energirådgivning

– Fjernelse af asbest, PCB og bly

Service i hus og have

Der er ikke ændret i de typer af hjælp, der giver ret til fradrag for op til 6.000 kr., og som består af rengøringshjælp, vinduespudsning, børnepasning og almindeligt havearbejde.

Relateret indhold