Heimstaden vokser i København

Det svenske ejendomsselskab har nu 2.500 boliger i porteføljen i Hovedstaden - og yderligere cirka 800 under opførelse.
Heimstaden arbejder tæt sammen med home Lone Bøegh Henriksen om investeringen i boligmarkedet i København. Her er det fra venstre Håvard Staff Brenno, Lone Bøegh Henriksen og Tom Rasmussen. Foto: home.
Heimstaden arbejder tæt sammen med home Lone Bøegh Henriksen om investeringen i boligmarkedet i København. Her er det fra venstre Håvard Staff Brenno, Lone Bøegh Henriksen og Tom Rasmussen. Foto: home.

For blot tre år siden gjorde det svenske ejendomsselskab Heimstaden sit indtog i Danmark, hvor man opkøbte 128 boliger i projektet Havneholmen i København.

Siden er det gået stærkt. Efter en stribe opkøb er der p.t. 2.500 boliger i porteføljen, og yderligere 700-800 under opførelse. Seneste erhvervelse er Bagsværdlund, som Heimstaden købte af Calum sidst i juni for 270 millioner kroner.

Selskabet har købt flere projektbyggerier op, der p.t. er under opførelse. Det gælder ‘Ø-huset’ i Ørestad med 300 lejligheder fordelt i flere blokke, ‘Bjerglandsbyen’ i Brønshøj med næsten 200 rækkehuse og lejligheder samt højhusbyggeriet ‘Bryggens Bastion’.

Og der er højst sandsynligt flere investeringer på vej.

– Vi forventer da bestemt at vokse mere gennem de kommende år. Vi er i Danmark for at blive her, for Heimstaden har ikke tradition for at sælge. Hvor store vi skal være, det må tiden vise, men vi regner med at blive en betydelig aktør i Danmark, siger Håvard Staff Brenno, der er udleje- og markedsdirektør hos Heimstaden.

Fælles værdier i samarbejdet

Da selskabet foretog sin første danske investering var det på forhånd besluttet, at Heimstaden ikke ville opbygge en organisation i Danmark.

– Vi søgte fra begyndelsen efter den bedst mulige samarbejdspartner. Og ret hurtigt fandt vi frem til Lone Bøegh Henriksen, som er indehaver af en række home-forretninger og absolut førende på projektmarkedet i København, siger Håvard Staff Brenno til Dagens Byggeri.

Han forklarer, at det ikke kun drejer sig om kompetence og professionalisme, men at succesfuldt samarbejde i høj grad også handler om god kemi og et fælles værdisæt.

– Vi har de samme værdier og det samme mindset. Det betyder, at vi har samme måde at gå til tingene, siger han videre.

Professionel sparring fra home

Hans kollega Tom Rasmussen, som er chef for asset management hos Heimstaden, er meget enig i analysen af, hvorfor Heimstaden og home er det perfekte match.

– Vi vil skabe livskvalitet og gode oplevelser for de kunder, som bor i vores lejligheder. Det gør vi ved at opføre lækre og dejlige boliger, som kunderne vil tage til sig. Og da markedet i Norge og Sverige er lidt anderledes end i Danmark er det nødvendigt, at vi får den rigtige rådgivning fra Lone Bøegh Henriksen og hendes dygtige nøglemedarbejdere, som jo har stor og aktuel viden om, hvad markedet kræver i dag, fastslår Tom Rasmussen.

Grundig forberedelse

Heimstaden har siden 2014 købt mange boligejendomme op i København, og strategien for succes er enkel. Selskabet tager med det samme hånd om de ejendomme, der overtages. Problemer – store som små – skal løses hurtigt, for det skaber tilfredshed blandt lejerne.

– Det bevirker nemlig, at lejerne bliver længe hos os, og samtidig er tomgangen meget lille, siger Tom Rasmussen.

Grundighed og forberedelse er to nøgleord, der går igen når Heimstaden forklarer om investeringen i Danmark.

– Danmark er et vigtigt marked for os, og derfor har vi også brugt meget tid på at få den optimale start. Vi har arbejdet meget struktureret og detaljeret på at forstå det danske boligmarked så godt som muligt. Det kan være slidsomt – men det lønner sig altid i sidste ende, fastslår Håvard Staff Brenno.

Vi forventer da bestemt at vokse mere gennem de kommende år. Vi er i Danmark for at blive her, for Heimstaden har ikke tradition for at sælge.

Relateret indhold