Beskæftigelsen inden for byggeriet stiger fortsat, viser tallene for første kvartal i 2018. Byggeriet er en af de brancher, der bidrager kraftigst til det økonomiske opsving.
Danmarks Statistiks arbejdstidsregnskab handler om præsterede timer på arbejdsmarkedet. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
Arbejdstidsregnskabet for 1. kvartal 2018 viser status quo i antallet af (sæsonkorrigerede) præsterede timer på det samlede danske arbejdsmarked siden 4. kvartal 2017. For byggeriet faldt antallet af præsterede timer med 0,1 procent.
Udviklingen i den gennemsnitlige beskæftigelse tegner dog et mere positivt billede med en generel stigning på en halv procent og hele 1,2 procent i byggeriet.
Lidt ned i tempo
– Arbejdstidsregnskabet er den mest præcise opgørelse af beskæftigelsen. De nye tal for antallet af præsterede timer kan være en indikation på, at de seneste fire-fem års fremgang på det danske arbejdsmarked kommer til at gå lidt en smule ned i tempo, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Jacob Hangaard
Over samme periode er den gennemsnitlige sæsonkorrigerede beskæftigelse steget med en halv procent på det samlede arbejdsmarked. Bygge- og anlægssektoren står her for den største fremgang på 1,2 procent svarerende til godt og vel 2100 personer.
– Byggeriet hører til de brancher, der bidrager kraftigst til det økonomiske opsving. Og virksomhederne har en god mavefornemmelse i forhold til den fremtidige aktivitet. Så med tanke på de kolde perioder i vintermånederne og tilhørende svære arbejdsbetingelser, giver en pæn fremgang i de gennemsnitlige beskæftigelsestal i byggeriet i kombination med en svag tilbagegang i de præsterede arbejdstimer i 1. kvartal udmærket mening, siger Jacob Hangaard.