RØDBYHAVN: – Jeg tror, man var for benovet over størrelsen af Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Vi glemte “at malke broen”.
Ordene stammer fra managing director i Femern Belt Development Stig Rømer Winther, der er meget opsat på, at Danmarks bygge- og anlægsbranche denne gang skal få mere ud af et megaprojekt end blot bedre trafikforbindelser. Han mener, at broerne står nemlig tilbage som en forsømt chance for at tilegne sig dyrebar viden.
– Efter byggerierne af broerne over Storebælt og Øresund var der ikke meget andet tilbage, end panten fra de efterladte dåser. Vi fik ikke nok ud af det i Danmark. De store internationale entreprenør-konsortier på projekterne tog viden med hjem. Og mens Danmark havde travlt med at betale regningen, gik de videre og byggede store internationale projekter, udfolder Stig Rømer Winther sit synspunkt.
Han på peger, at ingeniørerne og arkitekterne blev de store vindere på brobyggerierne. De fik masser af viden om mega-infrastruktur og har siden bygget i hele verden.
Anderledes kan det gå med Femern. Tredje gang skal være lykkens gang.
Danske hænder og hoveder i hobetal
Netop derfor så Femern Belt Development dagens lys for 13 år siden. Idéen blev født af målrettede og visionære interessenter og politikere, og Stig Rømer Winther var en af de oprindeligt tre ansatte.
– Idéen med Femern Belt Development er at få så mange danske hænder og hjerner med i Femern-projektet som muligt, lyder det fra fondens managing director.
Det bør der også være rig mulighed for. Tunnelen mellem Rødbyhavn og Femern er det største anlægsprojekt i Danmark nogensinde. Ifølge Stig Rømer Winther kan man i runde tal lægge byggerierne af Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen sammen. Størrelsen vil da svare til Femern-tunnelen, som beløber sig til cirka 80 milliarder kroner.
– Denne gang skal vi ikke bare sende viden ud af landet for senere at købe de udenlandske ydelser tilbage, når vi skal bygge Kattegat-forbindelsen.
Lift-off for karrierer og Lolland-Falster
Den viden og erfaring, som det massive anlægsprojekt kaster af sig, skal ikke blot være løftestang for lokale, regionale og nationale danske bygge- og anlægsvirksomheder, men give også chance for at individuelle karrierer får et ‘lift off’.
– Der indgår 500 lærlinge-årsværk i udbudsmaterialet. Vi håber, at 200-300 unge via deres arbejde med Femern-tunnelen får special kompetencer, der kan grundlægge en international karriere, fortæller Stig Rømer Winther og tager derefter et kig i krystalkuglen.
– Når tunnelen er færdig, kan det godt være, der ligger øldåser tilbage, men danske virksomheder vil også have fået et løft. Det kan betyde, at de bliver kontaktet, næste gang Brasilien eller et andet land skal i gang med et mega-projekt.