Med et marked, der ikke lignede sig selv, stod Normann G. Karlsen over for en stor udfordring, da han gik ind ad døren for første gang som salgsdirektør hos Xella Danmark i februar 2023.
Selv betegner han branchen som værende i knæ i sit første år hos porebetonleverandøren:
– 2023 var et specielt år, hvor store dele af byggebranchen var udfordret. Vi så især ud i et boligmarked, og herunder et parcelhusmarked, der har været hårdt presset. Her har rentestigningerne haft en stor indflydelse på, at den private forbruger og investorerne mildt sagt ikke har kigget mod byggebranchen.
Læs også: Jakon samler det hele i ‘familien’ og rokerer på flere poster
– Alligevel har vi formået at fintune forretningen og organisationen, så den står endnu stærkere i dag, siger han.
Flad ledelsesstruktur
Ifølge Normann G. Karlsen er alle parter bedst tjent med, at organisationen bliver sat fri til at træffe valg. Det er nemlig med til at skabe en kultur, der både kommer alle involverede parter til gode.
Læs også: Efter fald på godt 2 milliarder: “Vi levede op til vores finansielle forventninger”
– I løbet af mit første år som salgsdirektør har det været min fornemmeste opgave at bygge videre på den flade ledelsesstruktur. Når både svære og lette beslutninger bliver taget så tæt på kunden som muligt, skaber det en kultur, hvor ansvaret bliver en samlet drivkraft for hele organisationen, siger Normann G. Karlsen.
Læs også: Materialegigants nye CEO skal skabe bæredygtig vækst
Han fortsætter:
– Derfor gør jeg en dyd ud af at være sparringspartner frem for at tage beslutninger hen over hovedet på organisationen. Det er der ikke nogen, der er godt tjent med.
DGNB, LCA og tidlig involvering
Det er ikke kun, når snakken falder på ledelse, at salgsdirektøren har store ambitioner. Det samme gør gældende med fremtiden for Xella:
– Der er ikke nogen, der tvivler på, at fremtiden byder på en højere grad af certificering med DGNB og LCA-beregninger. Derfor er det vigtigt for os, at vi er helt fremme i bussen med dette – ellers ender vi med at blive fravalgt. Det er på den baggrund, at vi gør en dyd ud af at være involveret fra projektstadiet. Det er helt afgørende, siger Normann G. Karlsen.
Spiren på boligmarkedet
Markedet, hvor Xella skal være frontløber, ser Normann G. Karlsen som værende en smule i fremgang – selvom 2023 fortsat kaster sine skygger over starten af 2024:
– Vi tror på, at markedet løfter sig i løbet af 2024. Vi ser en spiren på boligmarkedet, hvilket er gode nyheder. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at efterdønningerne fra 2023 ikke er slut endnu, siger han og tilføjer:
– Vi er klar til at efterkomme det, som markedet efterspørger.