DS Gruppen mister 20 % af omsætningen – ser efter nye markeder

Omsætningen er faldet fra 3,6 til 2,4 mia. kroner på to år, og efter et år med hård konkurrence og en omfattende brand investerer DS Gruppen nu i produktionen og retter blikket mod flere markeder uden for Danmark.
Co-CEO i DS Gruppen, Mike Flörke (tv.) og Co-CEO Morten Kaad. Foto: Annemarie Vestergård Baumann.

DS Gruppen fortsætter tilbagegangen på toplinjen.

Koncernen kom ud af regnskabsåret 2025/26 med en omsætning på omkring 2,4 mia. kroner. Året før lød omsætningen på 3 mia. kroner, mens den i 2023/24 var på 3,6 mia. kroner.

Dermed er omsætningen faldet med omkring 20 % det seneste år og med en tredjedel over to år. Sidste år faldt resultatet før skat samtidig fra 415 til 251 mio. kroner.

Læs også

Efter kraftig vækst vil rådgiver være en af de store inden for renovering

– Regnskabsåret 2025/26 var præget af betydeligt konkurrencepres og et stagnerende marked. Dertil kom ekstraordinært store omkostninger som følge af branden (oktober 2025, red.) hos DS Stålkonstruktion, siger Morten Kaad, Co-CEO i DS Gruppen.

I forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet oplyser koncernen ikke størrelsen på årets resultat, men man har fortsat et betydeligt kapitalgrundlag med en egenkapital på omkring 1,3 mia. kroner.

Investerer trods tilbagegang

I løbet af regnskabsåret har koncernen investeret næsten 80 mio. kroner, hvoraf mere end 60 mio. kroner er investeret i anlæg og infrastruktur hos DS Stålkonstruktion ud over selve genopbygningen efter branden.

Samtidig er produktionskapaciteten blevet moderniseret.

Læs også

Aarsleff køber stort op for næsten 600 mio. kroner

Desuden arbejder DS Gruppen med nye forretningsområder, produkter og markeder, aktiviteterne i Skandinavien skal videreudvikles, ligesom koncernen ser mod udvalgte andre europæiske markeder, lyder det.

Og så er samarbejdet med den tyske ejer Goldbeck blevet udbygget med fokus på blandt andet kompetencer og markedsmuligheder på tværs af koncernen:

– Vores fokus har været på organisationsudvikling, videreudvikling af vores markedspositioner, udnyttelse af nye forretningsmuligheder samt et endnu tættere samarbejde inden for DS Gruppen og med Goldbeck. Disse initiativer skaber grundlaget for langsigtet og rentabel vækst, siger Co-CEO Mike Flörke.

Flexhal venter øget aktivitet

Blandt koncernens fire forretningsenheder kom DS Flexhal ud af året med et årsresultat på omkring 50 mio. kroner og en egenkapital på over 600 mio. kroner.

Selskabet har blandt andet udbygget aktiviteterne i Sverige og forventer stigende aktivitet og en positiv resultatudvikling i det kommende regnskabsår.

Læs også

LM|Pihl mister 300 mio. i omsætning – men styrker indtjeningen

Samtidig fortsætter DS Stålkonstruktion udviklingen af aktiviteterne i Skandinavien og dele af det europæiske marked og forventer en markant resultatforbedring i 2026/27.

Koncernen oplyser, at DS Elcobyg opnåede et positivt resultat trods faldende aktivitet i dele af bygge- og præfabrikatmarkedet og fortsatte investeringerne i produktionskapacitet og energieffektive processer.

Hos DS Stålprofil er der investeret i blandt andet produktionsanlæg, digitale værktøjer samt logistik- og leveranceprocesser.

Læs også

Aarsleff løfter omsætningen med 14 % og runder 20 mia. i ordrer

Selvom DS Gruppen fortsat forventer, at markedet i 2026/27 bliver udfordrende, forventer koncernen et EBIT på mellem 100 og 150 mio. kroner i det kommende regnskabsår.

DS Gruppen består af DS Flexhal, DS Stålkonstruktion, DS Elcobyg og DS Stålprofil og beskæftiger omkring 720 medarbejdere. Sidste år var medarbejdertallet omkring 800.

Relateret indhold