Dagens Byggeri lancerer Panelet – et tværfagligt format for øget indsigt i byggeriets vilkår og udvikling

I det nyetablerede Panelet bringer Dagens Byggeri udvalgte beslutningstagere fra branchens centrale aktører sammen for at belyse aktuelle temaer i industrien.
Anders Medin Feldbæk, Christian Alsø, Kristina Jordt Adsersen, Niels Fribo, Thomas Hoff, Martin Lund Knudsen, Rasmus Holbech og Martin Palmquist.
Øverst fra venstre: Anders Medin Feldbæk (direktør, Züblin), Christian Alsø (adm. direktør, Bravida Danmark), Kristina Jordt Adsersen (adm. direktør, Link Arkitektur Danmark), Niels Fribo (udviklingsdirektør, Danica Ejendomme). Nederst fra venstre: Thomas Hoff (landechef, Afry Danmark), Martin Lund Knudsen (strategisk rådgiver, tidl. topleder i byggebranchen), Rasmus Holbech (investeringsdirektør, Genre), Martin Palmquist (direktør, head of projects, CPH).

Dagens Byggeri har etableret Panelet, som er et nyt format, hvor udvalgte beslutningstagere fra byggeriets centrale aktører bringes sammen for at belyse de mest presserende temaer i og omkring industrien.

Deltagerne i Panelet repræsenterer både faglig tyngde og ledelsesmæssig erfaring, og fælles for dem alle er et erklæret ønske om at bidrage til byggeriets videre udvikling – ikke blot gennem positionering, men ved åbenhed, refleksion og et fælles ansvar for branchens fremtid.

Byggebranchen befinder sig i en brydningstid, hvor bl.a. temaer som konkurrenceevne, kunstig intelligens og geopolitisk kompleksitet i stigende grad griber ind i hinanden og former fremtidens rammebetingelser.

Dette kræver faglig klarhed og menneskelig integritet. Deltagerne i Panelet er kendetegnet ved netop disse kvaliteter, og på Dagens Byggeri vi ser frem til at formidle deres viden og perspektiver til hele industrien.

Panelet består af:

ANDERS MEDIN FELDBÆK, DIREKTØR, ZÜBLIN

Anders Medin Feldbæk har markeret sig som en central figur i den danske byggebranche og er i dag direktør for byggeri i entreprenørvirksomheden Züblin, som er en del af den internationale Strabag-koncern med en årlig omsætning på mere end 130 mia. kroner.

Anders Medin Feldbæk har international erfaring fra lande som Indien, Spanien, Grønland, Malawi og Norge, mens han i Danmark har haft ledende roller i virksomheder som MT Højgaard Norge og Hent Danmark.

Læs også

Züblin styrker organisationen med markante brancheprofiler

I februar 2023 blev Anders Medin Feldbæk udnævnt til direktør for byggeri i Züblin, og under hans ledelse har virksomheden styrket sin position på det danske marked ved bl.a. at udvide porteføljen af mindre og mellemstore totalentrepriser inden for privat bolig-, kontor- og institutionsbyggeri.

Hans ledelsesfilosofi bygger på gensidig tillid og stærkt samarbejde, hvor han vægter den menneskelige faktor højt og fremmer respekt og forståelse mellem alle byggeriets parter. Ligeledes gør hans dybe tekniske indsigt ham i stand til at navigere i komplekse projekter og sikre effektive leverancer.

CHRISTIAN ALSØ, ADM. DIREKTØR, BRAVIDA DANMARK

Christian Alsø har en faglært uddannelse bag sig, og han har siden tilført en Business Administration and Management-uddannelse fra CEDEP samt en bestyrelsesuddannelse til cv’et. Hans professionelle rejse omfatter ledende stillinger hos FLSmidth og Vestas, og senest tilbragte han ti år i ISS-koncernen, hvor han endte som CEO for ISS Danmark.

Siden maj 2024 har han stået i spidsen for Bravida Danmark som adm. direktør, og under hans ledelse har virksomheden fortsat styrket sin position som en af landets førende tekniske installations- og servicevirksomheder med over 3.000 medarbejdere fordelt over hele landet.

Læs også

Bravida-direktør: ”De initiativer, vi har iværksat, virker”

Bravida spiller en stor rolle i branchen særligt inden for sikkerhed og kritisk infrastruktur samt i samfundets bestræbelser på at implementere energieffektive løsninger.

En af de store udfordringer, Christian Alsø adresserer, er manglen på faglært arbejdskraft i branchen, og han argumenterer for at styrke erhvervsskolerne og sikre en stabil tilgang af kvalificerede fagfolk for at understøtte væksten og innovationen i bygge- og installationssektoren.

Kristina Jordt Adsersen har siden 2024 været adm. direktør for Link Arkitektur Danmark, som er en af Skandinaviens førende arkitektvirksomheder med 15 kontorer og over 500 medarbejdere fordelt i Danmark, Norge og Sverige.

Siden hun kom til Link Arkitektur i 2018, har Kristina Jordt Adsersen spillet en central rolle i implementeringen af en ny koncernstrategi med vægt på at styrke forbindelserne mellem digitalisering, bæredygtighed og kerneforretningen.

Læs også

Link Arkitektur på rette vej: Vender minus til plus på kort tid

Under hendes ledelse har Link Arkitektur Danmark navigeret gennem udfordrende markedsforhold og vendt et driftsunderskud i 2023 til et overskud allerede året efter. En turnaround, der blev opnået gennem styrket projekt- og produktionsstyring uden at gå på kompromis med faglighed eller udvikling.

Kristina Jordt Adsersen påpeger de udfordringer, byggebranchen står overfor i dag, herunder behovet for øget fokus på biodiversitet og vandhåndtering i byggeprojekter, og hun mener, at der bør indføres skærpede krav i fremtidige byggeprojekter.

NIELS FRIBO, UDVIKLINGSDIREKTØR, DANICA EJENDOMME

Niels Fribo er udviklingsdirektør (CDO) hos Danica Ejendomme og har gennem sin karriere etableret sig som en markant skikkelse inden for den danske bygge- og ejendomsbranche.

Danica Ejendomme er en af Danmarks største ejendomsinvestorer, og under hans ledelse har han drevet flere betydningsfulde projekter. Blandt disse kan nævnes udviklingen af eksklusive lejligheder på Tuborg Strandeng og omdannelsen af Sluseholm til en attraktiv ny bydel med fokus på høj kvalitet i attraktive omgivelser.

Læs også

Spejderleder, bygningsingeniør og ansvarlig for pensionsafkastet: Det handler om 100 års værdi – ikke at undgå tab i dag

Niels Fribos tilgang til investering af kundernes midler er baseret på en langsigtet og ansvarlig strategi, der prioriterer at skabe værdi over tid fremfor kun at fokusere på de kortsigtede gevinster. Han mener grundlæggende, at ”det handler om at sikre 100 års værdi, samtidig med at vi opnår et fornuftigt afkast på den korte bane.”

Kombinationen af hans tekniske viden, strategiske tænkning og dedikation til den grønne omstilling har ikke blot sikret solide afkast for Danica Ejendommes kunder, men også bidraget til en mere ansvarlig og fremtidsorienteret udvikling inden for ejendomssektoren, f.eks. med etablering af verdens første CO2-fangstanlæg i en kontorbygning.

THOMAS HOFF, LANDECHEF, AFRY DANMARK

Thomas Hoff er ny landechef for Afry i Danmark, der er en af Nordens største ingeniør-, design- og rådgivningsvirksomheder med projekter over hele verden.

Han kom til virksomheden i 2017 med ansvar for at udvikle forretningsområdet Food & Pharma inden for byggeri. I 2021 blev han udnævnt til direktør for forretningsenheden Buildings, en position han fortsat varetager sideløbende med rollen som landechef.

Læs også

Afrys nye landechef vil fortsætte markant vækst: ”Vi er robuste nok til at agere agilt på flere markeder samtidig”

Da Afry i Danmark er en fusion af flere selskaber, bl.a. de tidligere Midtconsult og ÅF, ligger fælles kulturskabelse og arbejdsmiljø Thomas Hoff meget på sinde. Det gælder også tiltrækning og tilknytning af medarbejdere, der aktuelt tæller 850 i Danmark.

Virksomhedens indflydelse på byggebranchen i Danmark og internationalt er betydelig, og under Thomas Hoffs ledelse har Afry styrket sin position inden for energi og særligt life science-sektoren ved at tilbyde komplette rådgivningsydelser, ligesom virksomheden har leveret nøglefærdige projekter og EPC-leverancer af integreret procesteknik.

MARTIN LUND KNUDSEN, STRATEGISK RÅDGIVER OG TIDL. TOPLEDER I BYGGEBRANCHEN

Martin Lund Knudsen er en erfaren strategisk rådgiver og tidligere topleder med dybe rødder i den danske bygge- og anlægsbranche.

Han er grundlægger og CEO i Tailor Business Consulting, hvor han siden 2018 har rådgivet nogle af Danmarks og Europas mest vidensintensive virksomheder inden for byggeri, life science og teknologi, ligesom han var skaberen af den digitale platform Grow Your Business, der i dag opererer i både Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Læs også

Ledelsesforståelsen fik flere facetter, da jeg blev CVR-nummeret selv

Martin Lund Knudsen har mere end 25 års erfaring med kommerciel ledelse og forretningsudvikling i byggeindustrien: I sine 27 år hos NCC avancerede han fra trainee til vicepræsident og medlem af den danske direktion med ansvar for forretningens kommercielle aktiviteter i Danmark.

Med en analytisk og struktureret tilgang til strategi, forretnings og-organisationsudvikling, har han igennem mange år skabt dokumenterbare resultater og langsigtet vækst.

Udover Tailor Business Consulting ejer han TBC Invest og er ligeledes aktiv i flere bestyrelser samt strategisk rådgiver for InterForce.

RASMUS HOLBECH, INVESTERINGSDIREKTØR, GENRE

Rasmus Holbech er en markant profil inden for den danske bygge- og ejendomsbranche, hvor han i dag fungerer som stifter og Chief Investment Officer (CIO) i virksomheden Genre.

Hans professionelle rejse begyndte som advokat hos Plesner Advokatpartnerselskab, hvorefter han bevægede sig over i ejendomsudvikling og projektledelse. Som projektudviklingschef hos KPC i Herning var han ansvarlig for betydelige projekter, herunder OPP, og senere tilførte han Casa værdifulde kompetencer netop inden for offentlig-private partnerskaber og spillede en central rolle i virksomhedens omfattende udviklingsprojekter.

Læs også

Ny spiller i ejendomsbranchen: Kommer med 50 års erfaring

I perioden, hvor han endte som direktør for investorsalg og partnerskaber, voksede virksomheden (i dag Nordstern) fra 30 til 500 ansatte, mens omsætningen steg fra 300 mio. kroner til 6 mia. kroner efter fusionen mellem Casa og KPC.

I 2024 tog han sammen med to andre erfarne brancheprofiler initiativ til at etablere Genre, som er en uafhængig operationel partner med speciale i ejendomsudvikling og investeringsstyring, der tilbyder holistisk rådgivning gennem hele ejendomsprojekters livscyklus – fra investering og udvikling til byggeri, finansiering, idriftsætning og frasalg.

MARTIN PALMQUIST, DIREKTØR, HEAD OF PROJECTS, CPH

Martin Palmquists karriere i bygge- og anlægsbranchen spænder bl.a. over direktørstillinger i både NCC og MT Højgaard, og han har været adm. direktør i selskaberne BNS samt Pihl & Søn. Blandt flere markante projekter har han bl.a. ydet stort bidrag til udbygningen det nye Islands Brygge, herunder Gemini Residence, om- og tilbygninger i Københavns Lufthavn, udbygningen af Tuborg Havn og Nordhavnen, herunder Portland Towers samt Krøyers Plads på Christianshavn.

Læs også

Konstruktøren, elitesportsmanden og frontfigur for genanvendelse: Hvis alle kun følger udviklingen, er der ingen til at skabe den

I dag er Martin Palmquist bygherre og direktør, Head of Projects, i CPH (Københavns Lufthavne), der står som en central aktør i Danmarks infrastruktur ved at forbinde landet med resten af verden. Særligt i disse år igangsættes ambitiøse projekter, som styrker lufthavnens kapacitet ift. en stigende efterspørgsel, men også dens rolle i den globale samhandel, turisme og internationale investeringer.

Under Martin Palmquists ledelse i CPH opføres bl.a. et af landets største byggeprojekter, Terminal 3 – et projekt bestående af 60.000 m2 nybyggeri og 15.000 m2 ombygning, som både skal sikre en opfyldelse af behov og gode kundeoplevelser.

Fremadrettet vil Panelet dykke ned i nogle af de udfordringer og muligheder, som bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen står overfor.

På Dagens Byggeri ser vi frem til at bringe denne vigtige indsigt på tværs af hele værdikæden og håber, at I vil læse med.

Relateret indhold