Idéen om et spektakulært feriecenter ved kysten i Nordborg på Als opstod helt tilbage i 2012. Nu er datoen sat for åbningen af første etapes 440 boliger, det indendørs vandland Aqua Mundo på 7.200 kvm og det markante Market Dome – et overdækket bycenter på 7.500 kvm med restauranter, indkøbsmuligheder, minigolf, bowling mv.
Dertil kommer den kystnære Fratelli Strand Café, gang-og cykelstier, søer, uden- og indendørs aktiviteter som lasergame og bueskydning, en besøgsgård samt Danmarks længste pier, der går 140 meter ud i Lillebælt og tilbage igen – med havbad i midten af trekanten.

Resortet forventer omkring 450.000 overnatninger og 25.000 éndagsgæster årligt. De vil ikke kun bidrage til turismen i regionen, men også støtte den økonomiske udvikling på Nordals og i det omkringliggende område.
En lang udviklingsproces
Bent Jensen fra Linak Holding, der har stiftet Udviklingsselskabet Nordals Ferieresort sammen med Bitten & Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune, siger:

Zeni vinder endnu en opgave på Als
– Åbningen af Nordborg Resort er kulminationen på en lang og vellykket udviklingsproces, som har udmøntet sig i et unikt ferieparadis lige her i Nordborg. Vi kan nu tilbyde både danske og internationale gæster en enestående ferieoplevelse i hjertet af naturen og med stærk tilknytning til det omgivende lokalmiljø.
Center Parcs Europe
- Er en del af franske Groupe Pierre & Vacances Center Parcs, der blev grundlagt i 1967
- Udlejer feriehuse under navnene Center Parcs og Sunparks
- Driver i dag 26 Center Parcs og 2 Sunparks i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig
- 20 juni åbner Center Parcs Nordborg Resort
I forbindelse med udviklingen af det nye feriecenter har der været fokus på den omliggende natur og bæredygtighed. Byggeriet er opført til en DGNB Guld-certificering.
Hoffmann er totalentreprenør på projektet. Rambøll og Bactocon er med på ingeniørdelen, mens SLA står for landskabsarkitekturen. Arkitekter er Viva Arkitekter og Zeni Arkitekter.
245 private feriehuse
Når feriecenteret er fuldt udbygget – forventeligt i slutningen af 2033 – vil der være ca. 700 feriehuset tilknyttet resortet. Etape 2 er i en anslået tidsplan i SMART sat til en byggeperiode på 24 måneder fra juni 2028 til maj 2023. Her er det planen at opføre ca. 115 ferieboliger på samlet 11.500 kvm til et anslået budget på 200 mio. kr.
Alle data for etape 3 er også anslået, da den forventede byggestart ligger så langt ude i fremtiden som januar 2030. Her forventes ca. 245 sommerhuse, som private efterfølgende kan købe. Hvis alt går efter planen, kan alle etapens DGNB Guld-certificerede huse står færdige i december 2033. Denne etape har et anslået budget til 400 mio. kr.

Og åbningsdatoen: Byggearbejdet forventes færdigt d. 15. maj. De første gæster kan tage det nye feriecenter i brug d. 20. juni 2025 – lige inden skolernes sommerferie.