Nordic Real Estate Partners (NREP) og Arkitektgruppen har indgået aftale om udvikling af to boligbyggerier i København med en samlet projektværdi på 1,4 milliarder kroner.
Det ene projekt, Teglhusene, handler om udvikling af et næsten 12.000 kvadratmeter stort boligbyggeri på Teglholmen. Projektet omfatter 105 boliger og har en projektværdi på cirka 460 millioner kroner.
Det er vort håb, at projekterne vil blive de første projekter i en længere række af spændende byggerier, udviklet og opført af parterne i fællesskab
Direktør Robin Feddern Arkitektgruppen
Projektet er netop blevet udbudt som projektsalgslejligheder, og byggeriet går i gang, når der er solgt det fornødne antal boliger.
Grunden er erhvervet fra By og Havn og arkitekt på byggeriet er Aarstiderne Arkitekter.
Amager Strand Nord
Desuden vil samarbejdspartnerne udvikle et byggeri på cirka 28.000 kvadratmeter, primært boligbyggeri, ved Amager Strand Nord. Grunden er erhvervet fra C.W. Obel Ejendomme, som i samarbejde med Arkitektgruppen og andre grundejere i området har igangsat udarbejdelsen af lokalplan for området. Startredegørelsen er netop blevet godkendt i Københavns Kommune og lokalplanen forventes at foreligge endeligt i efteråret 2016.
Også på denne grund påtænker parterne at udbyde boliger som ejerboliger. Projektet har en projektværdi på cirka 940 millioner kroner.
Fælles udvikling
Parterne har oprettet et fælles holdingselskab, som skal danne rammen om de to koncerners fælles udvikling af udvalgte byggeprojekter.
– Samarbejdet med NREP er for os en ny måde at indgå en fælles udvikling på. Det er vort håb, at projekterne vil blive de første projekter i en længere række af spændende byggerier, udviklet og opført af parterne i fællesskab, siger direktør Robin Feddern, Arkitektgruppen.
Også hos NREP ser man frem til samarbejdet.
– Arkitektgruppen har mange års erfaring med at udvikle og opføre nøglefærdige byggerier, og samarbejdet passer godt med vores strategiske fokus på boligudvikling. De to projekter er af høj kvalitet og ligger i to af Københavns mest efterspurgte udviklingsområder, siger partner Rune Højby Kock fra NREP.