Parkeringshus med indbygget supermarked

Regionsrådet har netop vedtaget at sætte byggeretten til en butik i parkeringshuset ved Bispebjerg Hospital til salg.
Parkeringshuset på Bispebjerg Hospital har plads til ca. 600 biler. Et område svarende til 40 pladser i stueetagen bliver sat til salg med det formål at etablere detailhandel. Foto: Byggeriets Billedbank.
Parkeringshuset på Bispebjerg Hospital har plads til ca. 600 biler. Et område svarende til 40 pladser i stueetagen bliver sat til salg med det formål at etablere detailhandel. Foto: Byggeriets Billedbank.

Tidsplan

  • Byggeretten i parkeringshuset udbydes fra april 2016.
  • Der forventes at indgå aftale om salg enten i juni eller august 2016.
  • Butikken forventes at åbne i 2017.

Det er sjældent planlagt, når man, endten som indlagt eller pårørende, må tilbringe tid på et hospital. For de pårørendes vedkomne kan det sætte hverdagen ud af drift, og at få ordnet basale ting som indkøb kan pludselig blive besværliggjort.

Det har man en løsning på i forbindelse med Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Inden for få år bliver det således muligt at købe dagligvarer ind på vejen hjem fra hospitalet. Cirka 1.000 kvadratmeter af den nederste etage i parkeringshuset bliver nemlig sat til salg, og køberen skal etablere detailhandel på arealet.

Aktivt lokalmiljø

– En butik vil være en fordel for både patienter, pårørende, personale og naboer til hospitalet. Lokalplanen for Bispebjerg Hospital åbner mulighed for at etablere en dagligvarebutik på området for i højere grad at integrere hospitalet med den omgivende by, fortæller projektleder Tine Hancock fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg i en pressemeddelelse. Hun tilføjer, at der allerede er kommet flere henvendelser fra dagligvarebranchen om muligheden for at etablere en butik i det nybyggede parkeringshus.

– Vi tror, at den nye butik vil blive et godt tilbud til lokalområdet og bidrage til at sikre et aktivt lokalmiljø omkring hospitalet. Ved at skabe mere liv i området, bliver det også et mere trykt sted at færdes for alle, siger hun.

P-pladser oprettes igen

Regionsrådet vedtog den 8. marts at sætte byggeretten i parkeringshuset til salg. Købstilbuddene bliver vurderet efter højeste pris, og Region Hovedstaden forbeholder sig retten til at forkaste alle tilbud. Salget skal som minimum dække prisen for at genetablere de 40 pladser, som butikken fylder, når der bygges parkeringskældre på hospitalsområdet.

– Parkeringshusets kapacitet på 600 pladser er dimensioneret efter behovet, når det nye hospital og psykiatri står færdigt i 2024. Derfor vurderer vi, at vi godt kan undvære 40 pladser i en årrække, indtil de bliver genetableret tættere på indgangene til hospitalet og psykiatrien, forklarer entreprisechef Carsten Nyboe fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Hensyn til naboer

Der har allerede været en indledende dialog med de nærmeste naboer til parkeringshuset, og deres forbehold i forhold til en kommende butik er arbejdet ind i udbudsmaterialet. Der er blandt andet krav om, at der ikke er reklamer eller skiltning ud mod naboerne på Charlotte Muncks Vej, bortset fra de første par meter fra Tuborgvej. Der bliver stillet krav om, at butikkens facader skal indgå på passende vis i parkeringshusets arkitektur, og de skal godkendes af hospitalets ledelse ved ombygninger eller videresalg.

– Nogle af vores naboer er bekymrede for, hvad en butik vil betyde af øget trafik, støj og lys. Vi vurderer dog, at det er minimalt, hvad man som nabo vil mærke til butikken. Der er masser af parkeringspladser i parkeringshuset, og der vil blive etableret cykelparkering i sammenhæng med butikken. Antallet af vareleverancer til butikken vil være begrænset i forhold til, hvad hospitalet ellers modtager af leverancer, siger Tine Hancock og tilføjer:

– Jeg tror, det bliver et plus for området at få flere indkøbsmuligheder. Og for personale, patienter og pårørende på hospitalet vil det være en stor lettelse i hverdagen at kunne tage dagligvarer med sig, når de alligevel holder i parkeringshuset.

Relateret indhold