Det var opvarmning af tagpap, der i går gik galt og antændte en større brand i Experimentarium i Hellerup. Det konkluderer politiet i dag ifølge Jyllands-Posten.
– Efterforskningen er nu afsluttet, og vi har fastlagt ud fra vidneafhøringer, at brandårsagen er tagarbejde. Når man lægger tagpap, brændes det på med en gasbrænder, og i den forbindelse er der opstået en eller anden form for ild, siger pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.
Efterforskningen er nu afsluttet, og vi har fastlagt ud fra vidneafhøringer, at brandårsagen er tagarbejde.
Henrik Suhr Pressekoordinator ved Nordsjællands Politi
Experimentarium er i gang med en større ombygning, og branden startede først på eftermiddagen i forbindelse med taglægning, hvorefter branden bredte sig med stor fart.
En person er indlagt til observation for røgforgiftning, mens en anden er kommet lettere til skade, da han sprang ned fra taget for at komme væk fra branden. Københavns Brandvæsen fik i løbet af eftermiddagen bugt med ilden.