Nye varmepumperegler
- – Pr 1. januar 2022 må der maksimalt være kølemiddel svarende til 5 tons CO2-ækvivalenter i split-varmepumper, der installeres efter denne dato.
- – Strafferammen er fra bødestraf op til to års fængsel, hvis man importerer, forhandler eller installerer ulovlige varmepumper efter skæringsdatoen.
- – De nye regler er rodfæstet i en ny udgave af den såkaldte F-gasbekendtgørelse.
Når rådhusklokkerne slår det nye år i gang, er det samtidig slut med at installere en række varmepumper. Ny lovgivning forbyder de varmepumper, der ikke kan leve op til den såkaldte fem tons-regel, som skal mindske risikoen for udledning klimaskadelige kølemidler fra varmepumper i atmosfæren.
– De nye regler træder i kraft ved årsskiftet og har alene betydning, hvis varmepumpen installeres efter denne dato, men med de forsinkelser, som mange oplever på grund af manglende leverancer, er det desværre et problem, en del risikerer at havne i. Derfor er det en god idé at tale med din installatør for at sikre, at din kommende varmepumpe stadig er lovlig, hvis den installeres efter årsskiftet, siger Troels Hartung, chefkonsulent i Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal.
Man skelner groft sagt mellem to typer af luft/vand-varmepumper. Monoblok-anlæggene er fabrikssamlede, mens splitanlæggene bliver samlet på installationsstedet, hvor der bliver påfyldt kølemiddel. Det er typisk splitanlæggene, der falder for de nye regler, som skal mindske udslippet af drivhusgasser gennem hele varmepumpens levetid.
Forsinket levering giver problemer
De nye regler skaber i øjeblikket ekstra travlhed hos installatørerne. Det gælder blandt andre fynske Særslev Blik & VVS, som skal nå at installeret en række varmepumper, før de ved årsskiftet bliver ulovlige. Ellers vanker der bøder og i værste fald fængselsstraf til installatøren.
– De bliver lavet færdige inden nytår. Jeg tør simpelthen ikke andet, siger autoriseret gas- og vandmester Søren Andersen.
Særslev Blik & VVS har seks af den slags pumper liggende på lager, som nu skal installeres inden nytår. Det er meget for et firma med syv ansatte inklusive installatøren selv, når der i forvejen bliver løbet mere end almindeligt stærkt i branchen i øjeblikket.
Søren Andersen bestilte varmepumperne i sommer, men på grund af den generelle materialemangel, er de først blevet leveret nu. Derudover er der stadig usikkerhed om to af projekterne, som er afhængige af tilskud fra Bygningspuljen.
– Kunderne har fået at vide, at de senest får besked fra Energistyrelsen om tilskuddet ved årsskiftet, men hvad hjælper det, når varmepumpen senest skal være sat op der? spørger Søren Andersen retorisk.
Samtidig har han svært ved at forstå, at en ny regel skal lægge yderligere pres på branchen i en tid, hvor der fra alle sider bliver råbt og skreget på varmepumper.
– Toget kører stærkt i øjeblikket, og nu laver man så den her begrænsning samtidig, siger Søren Andersen.
Gavner klimaet i det lange løb
Tekniq Arbejdsgiverne opfordrer installatørerne til at tage kontakt til grossister og leverandører, hvis de skulle ‘brænde inde’ med nogle varmepumper op mod nytår.
– De har ofte mulighed for at kanalisere varmepumperne til andre lande i EU, hvor reglerne endnu ikke er trådt i kraft, siger Troels Hartung.
Selvom de nye regler er et benspænd for installatørerne, er det samtidig en udvikling, man er nødt til at indstille sig på, lyder det fra Tekniq Arbejdsgiverne, der ser en tendens til, at splitanlæggene får mindre og mindre markedsandele.
I det lange løb skal de nye regler gavne klimaet ved at lede færre drivhusgasser ud i atmosfæren, og her peger udenlandske studier på, at der er en effekt ved at gå væk fra splitanlæggene.
– Når en varmepumpe er udtjent og skal fjernes, så skal kølemidlet indsamles, men i praksis er der meget lidt, der bliver sendt retur, viser en norsk undersøgelse. Med monoblok-varmepumperne har man ikke samme problem, da det er et lukket kredsløb, forklarer Troels Hartung.