Nybyggeri i Danmark er på et historisk lavt niveau

Sekretariatschef Curt Liliegreen afviser, at der er risiko for flaskehalse og overophedning af byggesektoren.
Der er ingen tegn på flaskehalse eller en overophedning i den danske byggebranche, fastslår sekretariatschef Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter. Foto: Byggeriets Billedbank.
Der er ingen tegn på flaskehalse eller en overophedning i den danske byggebranche, fastslår sekretariatschef Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter. Foto: Byggeriets Billedbank.

Med de seneste tal for den danske beskæftigelse lyder der igen advarende toner om risikoen for en overophedning af ikke mindst byggesektoren.

Men det er ifølge sekretariatschef Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter, der i mere end 30 år har fulgt byggesektoren i Danmark på nærmeste hold, et resultat af, at de store medier har deres hovedkvarterer i de større byer i Danmark:

Derfor undrer det mig, når man i medierne – eksempelvis Danmarks Radio – viser reportager om, hvor godt det går i byggesektoren, så viser man billeder fra metroarbejdet i København, der er vedtaget for mange år siden.

Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter

– Der er i øjeblikket en rimelig samlet bygge- og anlægsaktivitet, men det er i stor udstrækning et resultat af, at der er gennemført mange store anlægsarbejder, som er vedtaget ved lov og offentligt finansierede. Det har intet at gøre med et konjunkturbåret opsving. Derfor undrer det mig, når man i medierne – eksempelvis Danmarks Radio – viser reportager om, hvor godt det går i byggesektoren, så viser man billeder fra metroarbejdet i København, der er vedtaget for mange år siden, siger Curt Liliegreen til Dagens Byggeri.

Langt under topniveau

Han mener, at mange beslutningstagere og mediefolk er påvirket af, at der i øjeblikket er stor aktivitet i det indre København og i mindre grad følger med i, hvordan den samlede bygge- og anlægsaktivitet udvikler sig på landsbasis:

– Går man uden for Valby Bakke, er der en betydelig mindre aktivitet, og det gælder især inden for nybyggeriet, hvor konjunkturerne for alvor slår igennem. Det ligger på et historisk set meget lavt niveau med cirka 7,2 millioner kvadratmeter igangværende byggeri i sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik. Da vi havde en overophedning i 2006 og 2007 med flaskehalse i arbejdskraft og byggematerialer, toppede aktiviteten på 17 millioner kvadratmeter igangværende byggeri. Vi er altså meget langt fra toppen, forklarer Curt Liliegreen.

Hold fast i fakta

Han noterer, at når der er en tro på overophedning, skyldes det, at der er mange, der har en politisk eller økonomisk interesse i at italesætte, at det går godt.

– Vi skal ikke tale sektoren ned og skabe en kunstig krise. Men vi skal holde fast i fakta, og kendsgerningerne er, at aktiviteten er meget langt fra topniveauet. Det, vi ser i København, er et resultat af, at det igangværende byggeri er koncentreret i de største byer – København, Aarhus og Aalborg – og i stor udstrækning i de mest centrale dele med havnearealerne. Det er prestigebyggeri med privat boligbyggeri, hvor investorerne kan skabe sikre investeringer. Sandheden er, at der ikke er et byggeboom i Danmark, men at der bygges meget lidt. Det, der bygges, bygges på de allermest synlige steder, hvor medierne befinder sig, slutter Curt Liliegreen.

Ifølge sekretariatschefen er mange beslutningstagere og mediefolk påvirket af, at der i øjeblikket er stor aktivitet i de største byer. Foto: Byggeriets Billedbank.
Ifølge sekretariatschefen er mange beslutningstagere og mediefolk påvirket af, at der i øjeblikket er stor aktivitet i de største byer. Foto: Byggeriets Billedbank.
- Der er i øjeblikket en rimelig samlet bygge- og anlægsaktivitet, men det er i stor udstrækning et resultat af, at der er gennemført mange store anlægsarbejder, som er vedtaget ved lov og offentligt finansierede, siger Curt Liliegreen. Foto: Jon Norddahl.
– Der er i øjeblikket en rimelig samlet bygge- og anlægsaktivitet, men det er i stor udstrækning et resultat af, at der er gennemført mange store anlægsarbejder, som er vedtaget ved lov og offentligt finansierede, siger Curt Liliegreen. Foto: Jon Norddahl.

Relateret indhold