Kanalgaden 3, Albertslund
- Boligareal: 8.210 m2
- Boliger: 88 seniorboliger på mellem 72 og 124 m2
- Faciliteter: Tagterrasser med motionsstier, gæsteboliger, multifleksibelt fællesrum med køkkenfaciliteter, orangeri, hobbyværksted og parkering. Gårdrum med siddemiljøer. Parkeringspladser i parterre.
- Status: Byggeriet forventes færdigbygget og overdraget primo 2023
- Certificering: DGNB
- Bygherre: Kanalgaden 3
- Totalentreprenør: Gefion Byg
- Arkitekt: AK 83 Arkitekter
- Ingeniør: ABC Rådgivende Ingeniører og Sori
- Teknisk rådgiver: Jord Teknik
- Præfabrikerede elementer: Tscherning Beton med underentreprenørerne L.P. Montage, Bb Fiberbeton og Taasinge Elementer
- Kilde: Gefion Group og Byggefakta
Ejendomsudviklingsselskabet Gefion Group er ved at konvertere en tidligere kontorejendom på Kanalgaden 3 i Albertslund til et seniorbofællesskab baseret på den nyeste viden indenfor seniorboliger og bofællesskaber.
Det er Gefion Groups første seniorboligprojekt, og udviklingen af projektet er sket i et tæt samarbejde med en antropolog med erfaringer fra seniorbofællesskaber i Danmark, så byggeriet bliver baseret på den nyeste viden indenfor netop seniorboliger og bofællesskaber.
Seniorboligejendommen byder derfor på tagterrasser med motionsstier, et hobbyværksted, et multifleksibelt fællesrum med køkkenfaciliteter, gæsteboliger og ikke mindst et orangeri med pejs placeret i gårdrummet, hvor der er flere forskellige udendørs siddemiljøer. Derudover er der parkering i ejendommens parterre. Ejendommen er meget velbeliggende lige ved Albertslunds handelsstrøg, kulturliv og S-togsstation. På bygningens to sider løber kanalen.
Allerede solgt
Kanalgaden 3 forventes færdigbygget primo 2023, hvorefter byggeriet bliver overdraget til ejendomsinvesteringsfirmaet Europa Capital. Det er ikke første gang, ejendomsinvesteringsfirmaet køber ind hos Gefion Group.
– Europa Capital købte for 2 år siden tre boligejendomme på Amager Strandvej, som i dag er blevet et meget flot og færdigudviklet område. Nu glæder vi os til igen at kunne overdrage en spændende og ambitiøs ejendom, som vi har lagt meget arbejde i at udvikle, idet det er vores første seniorbofællesskab, siger Thomas W. Færch, CEO, Gefion Group.