KPC opfører supermarkeds- og ungdomsboligbyggeri

KPC har solgt en kommende supermarkedsejendom på cirka 4.200 kvm og 120 parkeringspladser i Kongens Lyngby. Ungdomsboliger indgår også i projektet.
Foruden supermarked og butikker er undgdomsboliger også en del af projektet i Lyngby. Illustration: KPC.
Foruden supermarked og butikker er undgdomsboliger også en del af projektet i Lyngby. Illustration: KPC.

Om projektet

  • Investor: PensionDanmark
  • Lejer: Dansk Supermarked Ejendomme samt operatøraftale med Q-Park vedr. p-kælder
  • Boligudlejer: Lyngby Almene Boligselskab v/KAB
  • Areal: Ca. 4.200 m2 samt parkeringskælder med ca. 120 pladser
  • Beliggenhed: Lyngby Hovedgade 63, Kongens Lyngby
  • Ibrugtagning: Forventet 2019

KPC skal opføre en ny ejendom med supermarkeder, ungdomsboliger og parkeringskælder i Kongens Lyngby. KPC har indgået aftale med PensionDanmark om salg af butikker og parkeringskælder, når de står færdigopført, hvilket formentlig bliver i 2019. Projektet er på cirka 4.200 kvm og omhandler også 120 parkeringspladser.

Ejendommen ligger tæt på de centrale butiksstrøg i gåafstand fra S-togsforbindelser til København og Hillerød, nærbane til Nærum, buscentral med mere en 1.000 daglige busafgange, og Lyngby-stoppestedet for den kommende letbane, der forventes åbnet i 2020-21.

– Der er tale om en meget velbeliggende ejendom, der får to butiksarealer i stueplan samt en parkeringskælder, som PensionDanmark erhverver, mens der bliver etableret almene boliger på de øvrige etager. Samtidig er der tale om en langsigtet uopsigelig lejeaftale, så PensionDanmark ser frem til et solidt og stabilt afkast mange år frem til gavn for vores medlemmer, siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Langt tilløb

Hos KPC er udviklingsdirektør Jesper Jørgensen tilfreds med, at projektet nu kan sættes i gang efter adskillige års arbejde.

– Med projektet udbygger vi et i forvejen godt samarbejde med både Dansk Supermarked og PensionDanmark. Samtidig vil projektet med butikker og ungdomsboliger bidrage til udviklingen af Lyngby som både handels- og studieby, siger Jesper Jørgensen.

Dansk Supermarked er med en Føtex- og en Nettobutik ankerlejer i projektet og forventer fremover at være krumtappen, der binder ejendommen sammen med den eksisterende bymidte i Lyngby.

– Vi ser frem til med to moderne butikker at yde vores bidrag til Lyngby ved så klart at understøtte det unikke mix af lokal og regional appel, som er Lyngbys særkende, siger Dansk Supermarkeds udviklingschef, Carsten Hadsbjerg.

Relateret indhold