K.B. Hallen kæmpede med om Den Europæiske Stålpris

K.B. Hallen vandt tidligere på året Den Europæiske Stålpris i Danmark, Award of Merit, der uddeles hvert andet år. I går dystede Europas lokale vindere om hovedprisen Award of Excellence.
Til prisuddelingen  deltog alle projektets samarbejdspartnere: K.B. Hallen som bygherre, Christensen og Co. Arkitekter, Rambøll som rådgivende ingeniør, Einar Kornerup som hovedentreprenør og Give Steel, der var stålentreprenør på projektet. Foto: Give Steel.
Til prisuddelingen deltog alle projektets samarbejdspartnere: K.B. Hallen som bygherre, Christensen og Co. Arkitekter, Rambøll som rådgivende ingeniør, Einar Kornerup som hovedentreprenør og Give Steel, der var stålentreprenør på projektet. Foto: Give Steel.

Aktører bag K.B. Hallen var inviteret til prisuddeling, da prisen for de to mest imponerende stålkonstruktioner i Europa skulle uddeles den 14. oktober i Bruxelles. The European Steel Design Awards, eller på dansk: Den Europæiske Stålpris, uddeles af The European Convention for Constructional Steelwork (ECCS).

Landenes lokale vindere kæmpede om hovedprisen Award of Excellence 2019 – Europas mest exceptionelle stålkonstruktioner, der understreger stålets mange fordele i såvel konstruktion, produktion, økonomi, miljø og arkitektur.

K.B. Hallen var kvalificeret til konkurrencen som vinder af Award of Merit, hvor sejren kom i hus grundet konstruktionens enkelthed, hvor stålbuerne understøtter elementer af beton og indgår i både tag- og dækkonstruktioner. I den moderne fortolkning af K.B. Hallen er det blevet muligt at få første etage til at fremstå som en form for svævende etage. Det har stillet store krav til stålkonstruktionens styrke og evne til at modstå svingninger. Stålkonstruktionen evner i dag ophængning af op til 50 tons lyd- og lysudstyr overalt i salen.

Ingen medajle men stor stolthed

Den danske deltager løb ikke med Den Europæiske Stålpris, som i stedet gik til Norge og Finland. Det fjerner dog ikke stoltheden over hal-projektet.

– Selvom K.B. Hallen ikke vandt hovedprisen, er vi stadigt pavestolte. Ikke bare af selve konstruktionen, men af hele projektet. Der er så mange ting i projektet, man ikke umiddelbart kan se i konstruktionen, der har været udfordrende og alligevel er lykkedes. For eksempel var montagen udfordret af vindforhold, da de store hovedbuer skulle monteres, pladsen var trang og tidsplanen stram. Det stillede særlige krav til koordinering mellem alle implicerede parter. Men med en fælles koordineret indsats lykkedes det hele, takket være et godt samarbejde – ikke mindst på byggepladsen, siger Christian Hjort, der var ansvarlig for projektet hos Give Steel.

Til prisuddelingen i Bruxelles deltog alle projektets samarbejdspartnere: K.B. Hallen som bygherre, Christensen og Co. Arkitekter, Rambøll som rådgivende ingeniør, Einar Kornerup som hovedentreprenør og Give Steel, der var stålentreprenør på projektet.

Den nye K.B. Hallen genåbnede i december 2018.

Relateret indhold