Eurodan-huse i kraftig vækst

Typehusvirksomheden solgte 69 procent flere huse i første kvartal 2015 sammenlignet med samme periode året før.
Eurodan-Huse oplever for tiden en stor vækst, og typehusvirksomheden har øget deres markedsandel til 13 procent. Foto: Eurodan-huse.
Eurodan-Huse oplever for tiden en stor vækst, og typehusvirksomheden har øget deres markedsandel til 13 procent. Foto: Eurodan-huse.

Der er forårsfornemmelser i hussalget. Flere tegn tyder på markant vækst i hussalget. Det er oplevelsen hos Eurodan-huse, som for tiden vinder markedsandele.

Virksomheden solgte 140 nye enfamiliehuse til danske familier i første kvartal i år. Det er en fremgang på 69 procent i forhold til samme periode i 2014. Fremgangen betyder, at Eurodan-huses markedsandel er steget. I 2014 steg deres markedsandel fra syv til 11 procent, og markedsandelen er igen vokset i 2015 til nu 13 procent.

– 2015 er startet meget positivt med en markant vækst i salget af nye huse. I de første tre måneder solgte vi i alt 140 enfamiliehuse, svarende til en vækst på 69 procent, siger adm. direktør Thomas Dahl, Eurodan-huse og fortsætter:

– Familierne, der vil bygge nyt hus, oplever en tryghed og faglighed i deres dialog med Eurodan-huse, når de skal vælge leverandør. Vi lægger mange kræfter i at rådgive og tage vare om hver enkelt familie gennem hele processen, og det er en vigtig grund til vores fremgang.

Positive signaler

Ifølge typehusvirksomheden er der sket et markant skifte i danskernes lyst til at købe hus og bygge nyt.

– Væksten i første kvartal kommer oven i en salgsfremgang i løbet af 2014 og navnlig i november-december. Vi kan nu se, at væksten har bidt sig fast og fortsætter her i 2015. Dermed tegner det til, at det samlede nyhussalg i Danmark, som lå på omkring 3.500 enfamiliehuse i 2014, vil stige i 2015. Byggeriets prognoses siger 3.700, men det kan godt blive lidt mere, vurderer Thomas Dahl.

Det er især de aktuelle økonomiske vilkår, som påvirker markedet.

– Jeg tror, familierne reagerer på en række positive signaler fra lav rente, en stabil økonomi og bevidsthed om bedre energi og miljø i et nyt hus. Et nyt hus med energi A-mærket har en lav varmeudgift, typisk 10-15.000 kroner mindre pr. år sammenlignet med et C-mærket hus. Selv et valg i maj eller september vil ikke ændre udviklingen. 160-170 mandater står bag ikke at røre ved boligskatten, understreger Thomas Dahl.

Væksten er navnlig i de større byer i Østjylland, Århus- og Aalborg-området og i hovedstadsområdet.

Eurodan-huse er Danmarks største familieejede husfirma. De har opført over 9.000 enfamiliehuse siden starten i 1978.

Relateret indhold