– Alt for mange mennesker dør stadig i lidelse og får ikke den hjælp, der skal til.
Sådan siger Henrik Nedergaard, adm. direktør for Sankt Lukas Stiftelsen, der nu får mulighed for at opføre et nyt moderne hospice – et såkaldt palliationscenter – i Hellerup, så flere uhelbredeligt syge får bedre betingelser i den sidste svære tid.
– Det nye palliationscenter skal gøre det muligt at hjælpe mange flere patienter og deres pårørende til en værdig sidste tid med fokus på bedst mulig livskvalitet. Det har stor betydning både for den enkelte patient, for de pårørende og for samfundet, tilføjer han.
For hver patient ved man desuden, at fire pårørende i gennemsnit efterlades i sorg efter et dødsfald – sorg, der i værste fald kan udvikle sig til forlænget sorglidelse. Palliationscentret vil gøre det muligt at støtte endnu flere pårørende og hjælpe dem igennem deres tab.
Også plads til et forsknings- og formidlingscenter
Det er Den A.P. Møllerske Støttefond, der kommer med 260 mio. kr. og selskabet Sorana, der støtter med 100 mio. kr., der gør det muligt for stiftelsen at få sit ønske om et nyt palliationscenter opfyldt. Takket være støtten bliver det blandt andet muligt at bygge et nyt voksenhospice med plads til 36 patienter og et nyt og større børne- og ungehospice med plads til 8 indlagte familier.
Læs også: Børne-hospice valgt som Årets Sundhedsbyggeri
Hertil kommer bedre rammer for det hospiceteam, som kører ud til de mennesker, der ønsker at dø hjemme og et daghospice, der vil gøre det muligt at tilbyde flere uhelbredeligt syge den såkaldt palliative behandling og støtte. Der bliver dertil plads til et forsknings- og formidlingscenter, som vil producere, samle og koordinere viden om palliation.
Formand for Den A. P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, siger:
– Værdighed, lindring og trygge rammer er altafgørende, når livstruende sygdom rammer. Det gælder både for den enkelte sygdomsramte såvel som for de pårørende. Da behovet for flere pladser er stort, støtter Fonden op om udbygningen og kvalitetsløftet af Sankt Lukas Stiftelsens Hospice.
2.100 patienter mod 600 i dag
Det nye palliationscenter i Hellerup skal gøre det muligt at hjælpe flere patienter og deres pårørende til en værdig sidste tid.
Når bygningen står opført og klar til brug, vil Sankt Lukas Stiftelsen kunne tage imod ca. 2.100 patienter om året mod 600 i dag. Det nye center skaber samtidigt langt bedre rammer, som gør det muligt at styrke sammenhængen mellem de faste hospicepladser og de udgående hospiceteams.
Med palliationscentret får Sankt Lukas Stiftelsen også et daghospice, hvilket er et helt nyt tilbud i Danmark. Her kan patienterne komme i dagtimerne for at blive smertelindret, få støtte og vejledning fra et tværfagligt team, og for eksempel deltage i rehabiliterende, kreative og sociale aktiviteter.
Dækker et øget behov
Den demografiske udvikling peger på, at behovet for både basal og specialiseret palliation vil stige i de kommende år. Gentofte Kommunes borgmester, Michael Fenger, byder derfor planerne velkommen:
– Det nye palliationscenter er et godt initiativ, som vil bidrage til at løse nogle af de demografiske udfordringer, som vores sundhedssystem og ældresektor står overfor, siger han.
Læs også: Skandinavisk logistikknudepunkt: Mærsk sætter nye standarder i Fredericia
Et opslag i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark, viser, at der er flere hospicebyggerier på tegnebrættet i hele landet: I Egernsund er der i udviklingsplanen for den nye bydel Teglværksbyen planer om at opføre et hospice, mens der fra 2025-2028 er mulighed for, at der blive bygget hospicer eller hospicehjem i bl.a. Vejle, skive, Slagelse, Viborg og Skanderborg.