Dansk koncept skal sikre nye hjem til børn i Ukraine

SOS Børnebyerne Danmark har netop startet et nyt projekt, hvor en samling af aktører på tværs af byggebranchen hjælper med opbygning af nye omsorgsmiljøer i det krigshærgede land.
De nye omsorgsmiljøer skal bygges i eksisterende lokalområder og samfund. Visualisering: Effekt Arkitekter.
De nye omsorgsmiljøer skal bygges i eksisterende lokalområder og samfund. Visualisering: Effekt Arkitekter.

Som følge af krigen i Ukraine anslås, at over 10 % af alle boliger i landet enten er beskadiget eller ødelagt, og at næsten to mio. husstande er berørt.

Derudover vurderes, at de samlede omkostninger til skader på boligsektoren løber op i ca. 390 mia. kroner, mens behovet for genopretning og genopbygning af boligsektoren bliver ca. 560 mia. kroner.

Blandt de mange berørte er de anbragte ukrainske børn, og derfor lancerer SOS Børnebyerne Danmark (SOS DK) i dag projektet Children’s Living Places, hvor der ifølge planen skal etableres nye familielignende omsorgsmiljøer tre forskellige steder i landet.

Læs også: Dansk halmhus skal bidrage til genopbygningen i Ukraine

Miljøerne vil bestå af en klynge af bygninger, og hver klynge vil bestå af tre individuelle hjem til plejefamilier, fælles rekreative og sociale områder til beboere og lokalsamfund samt et socialcenter, der tilbyder social og mental støtte til både plejefamilier og de øvrige familier i området.

Bygningerne opføres efter Living Places-konceptet, som er udviklet af Velux Gruppen, Effekt arkitekter og Artelia ingeniører og viser, hvordan man kan bygge boliger med lavere CO2-aftryk og førsteklassesindeklima baseret på fem nøgleprincipper; at boliger skal være sunde, enkle, skalerbare, adaptive og kunne deles over tid.

Håber at kunne inspirere andre

For at hjælpe med at realisere ambitionen for Children’s Living Places har SOS DK og SOS UA samlet en koalition af aktører på tværs af byggebranchen:

Projektet finansieres af Villum Fonden, Viessmann Fonden, Grundfos Fonden og Bitten og Mads Clausens Fond, mens Velux Gruppen bidrager med sit Living Places koncept. Somfy Foundation, Dovista, Flügger og Velux Ukraine er materialepartnere på projektet, mens Kromann Reumert og EIFO støtter projektet med juridisk og finansiel ekspertise.

Læs også: Jakon vandt: Nyt strategisk partnerskab kan løbe op i 120 mio. kr.

– I Velux ønsker vi at bidrage til genopbygningen af Ukraine og vise vejen til en mere bæredygtig genopbygning af landets boliger, siger Lars Petersson, CEO i Velux Gruppen.

– Vores bidrag til den samlede genopbygning af Ukraine er lille, men for de børn, der skal bo i de nye hjem, vil et sundt indeklima og trygge rammer være med til at understøtte deres trivsel. Vi håber, at dette projekt kan være med til at inspirere andre til at handle – både til at tage del i genopbygningen af Ukraine, men også når det kommer til at forandre byggebranchen.

Læs også: Danske arkitekter fremhæves for deres almene boligprojekter

Allerede før krigen brød ud i februar 2022 var Ukraine blandt de europæiske lande med de højeste andele af børn i institutionel pleje med over 100.000 børn på en døgninstitution eller anden form for anbringelse.

Relateret indhold