På Bygherreforeningens årsmøde i sidste uge gjorde formand Peter Fangel Poulsen vanen tro status på året.
Og her konstaterede han fortsat høj aktivitet i byggeriet, og at de nyeste tal peger på, at 2026 kan blive endnu et år med stor byggeaktivitet med store bygge- og anlægsprojekter for i alt omkring 122 mia. kroner.
Samtidig er der fortsat betydelig usikkerhed i branchen, da langt fra alle planlagte projekter bliver realiseret, og udviklingen påvirkes af både økonomiske forhold, geopolitiske spændinger og skiftende rammevilkår.
I 2026 skal der bygges for over 160 milliarder
Et område, der sættes yderligere perspektiv på i Bygherrebarometeret, som lanceres den 24. juni.
– Byggeriet er et spejl på vores samfund. Når vi skal udvikle et område eller investere i forandringer, så bygger vi, uagtet at vi har ambitioner om det modsatte.
– Lige nu fylder en kraftig urbanisering og udvikling af vores byområder, ligesom vi er i gang med en stor omstilling af vores energiforsyning. Aktuelt fylder forsvarsinvesteringerne også en del, fortalte Peter Fangel.
Ressourcer og biodiversitet
Et centralt tema i beretningen var et markant skifte i bæredygtighedsdagsordenen, hvor fokus tidligere i høj grad har været på CO2-reduktion, peger nye analyser på, at byggebranchen i stigende grad står over for udfordringer knyttet til ressourceforbrug og biodiversitet.
Et nyt baselinestudie fra Handletanken for bæredygtigt byggeri, som Bygherreforeningen er en del af, viser, at branchen er på vej mod en reduktion på op mod 89 % i CO2-udledningen i 2030 sammenlignet med 1990-niveauet, primært som følge af en grønnere energiforsyning.
Samtidig er det de sidste reduktioner, der er de mest krævende, og der er fortsat et stykke vej, før målene er nået. Parallelt vokser presset på råstoffer og ressourcer.
Ny råstofanalyse fra DI: Branchen kræver politisk handling
Her viser en analyse fra DI Byggeri og Danske Råstoffer, at der kan mangle op mod 14 mio. m3 råstoffer i 2040, hvilket svarer til omkring halvdelen af det forventede behov.
Det tegner et billede af en branche i en brydningstid, hvor klima-, ressource- og biodiversitetsudfordringer er tæt forbundne.
Videre lyder, at skiftet fra et primært CO2-fokus til også at omfatte råstofforbrug og biodiversitet forventes at ændre spillereglerne på tværs af byggeriet og stille nye krav til planlægning, materialevalg og prioriteringer.
Samtidig peges på, at udviklingen ikke kun rummer udfordringer, men også potentiale for innovation og nye løsninger, der kan reducere miljøbelastningen og sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcer.
Nye forretningsmodeller
Ifølge Peter Fangel kalder udviklingen på nye måder at tænke forretning på.
Han pegede bl.a. på, at bæredygtighed i høj grad har været reguleret gennem krav og lovgivning, men forventningen er, at der i stigende grad vil opstå nye forretningsmodeller, hvor det også økonomisk kan betale sig at levere mere bæredygtige løsninger.
Bygherrernes identitet skal være mere tydelig
Som led i dette arbejde har Bygherreforeningen med støtte fra Realdania igangsat et projekt om økonomisk bæredygtighed, der skal undersøge forskellige tilgange til værdiskabelse i en branche, som skal omstille sig til at operere inden for planetære grænser.
Arbejdet samles i en grønbog, som forventes offentliggjort til efteråret og skal samle viden fra både forskning og praksis, herunder bidrag fra nationale og internationale aktører i branchen.
