Ballerups borgmester Jesper Würtzen løftede forleden sløret for fremtidens Skovlunde ved en reception i Skovlunde Kulturhus. Vinderprojektet er udarbejdet af den københavnske tegnestue Vandkunsten, som vandt foran fire andre bud på fremtidens Skovlunde, der alle indeholdt en robust og langtidsholdbar helheds- og udviklingsplan.
– Det vindende projekt skal roses for evnen til at undgå bagsider og utrygge mellemrum. Forslaget er konsekvent udført, og alle steder er det lykkedes at sy byen sammen på forbilledlig vis. Der er lagt op til en ny og spændende udvikling af Skovlunde, men også noget der bevarer Skovlundes sjæl, siger borgmester Jesper Würtzen.
Enig dommerkomité
Det er en enig dommerkomité, der har valgt Tegnestuen Vandkunsten som vinder, og med de forskellige tilgange til opgavens løsning har både dommere og rådgivere haft rig mulighed forat se ligheder, forskelle og ikke mindst styrker i hvert enkelt forslag.
– Der er lavet et vinderprojektet med et klart og robust koncept, som kan bearbejdes og justeres i næste fase under den praktiske gennemførsel, uden at vi mister grundidéen, fortæller Jesper Würtzen.
I tæt samspil
Arkitektkonkurrencen blev udskrevet i februar af Ballerup Kommune, hvor der blev søgt efter bud på bymidtens fremtid.
Hele forarbejdet til arkitektkonkurrencen er lavet i tæt samarbejde med både borgere, grundejere og interesseorganisationer i Skovlunde.
Martin Lose fra Ballerup Kommune slår fast, at man vil inddrage interessenterner igen, når vinderprojektet skal kvalificeres yderligere. Ballerup Kommune regner med, at der kommer til at gå en række år, inden fremtidens Skovlunde tager form.