Skolestart i Nordhavn

Copenhagen International School flytter ind i sin nye innovative bygning i Københavns Nordhavn, der har været undervejs de seneste to år.
Fra i dag tager 930 elever og 180 ansatte den nye Copenhagen International School i Nordhan i brug. Foto: Claus Andersen.
Fra i dag tager 930 elever og 180 ansatte den nye Copenhagen International School i Nordhan i brug. Foto: Claus Andersen.

I dag har elever og lærer på Copenhagen International School første skoledag i deres nye, store skolebygning i Københavns Nordhavn.

– Vi har set meget frem til denne dag fordi den markerer en vigtig milepæl i skolens historie. Vi er nu flyttet ind i én samlet og topmoderne skolebygning, hvor vi har mulighed for at udvikle skolen og byde flere danske og internationale elever velkommen, siger Jennifer Weyburn, skolens rektor.

I dag har skolen 930 elever i alderen 3-19 år samt 180 lærere. I den nye skolebygning er der plads til 1.200 elever og 280 lærere.

Bæredygtigt og innovativt byggeri

Den 25.000 kvadratmeter store skolebygning er etableret helt ned til havnekanten i Københavns Nordhavn.

Helt præcist ligger den nye bygning på Levantvej Vest i Københavns Nordhavn på en etableret halvø – omgivet af vand og kommende grønne områder og med kort afstand til den nye metrostation i Nordhavn som åbner om få år.

Bygningen består af fire tårne, som er stablet asymmetrisk oven på skolens base. De fire tårne er indrettet, så de passer til elevernes alders- og klassetrin: Early Years, Primary School, Middle School og High School.

Et andet unikt aspekt ved skolebygningen er facaden, som består af 12.000 solcellepaneler, der dækker et samlet areal på 6.048 kvadratmeter, hvilket gør det til et af Danmarks største solcelleanlæg integreret i et byggeri.

– Det er fantastisk, at vi kan tilbyde en skolebygning, som på en meget fornem måde kombinerer innovativ arkitektur, indretning på elevernes præmisser og bæredygtighed, siger Brit van Ooijen, formand for bestyrelsen for Copenhagen International School.

Skolebygningen er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller.

Relateret indhold