Den 1. marts overtager Rambøll tegnestuen GBL (Gruppen for by & landskabsplanlægning), der har 11 medarbejdere med speciale i – naturligvis by- og landskabsplanlægning.
Virksomheden, der har base i Kolding, er grundlagt i 1962 og har årtiers erfaring i at yde rådgivning inden for landskabsarkitektur og bæredygtig byudvikling.
– Medarbejderne hos GBL er dygtige til at rådgive i projekters tidlige faser og til at udvikle integrerede byløsninger med landskabsarkitekturen i centrum, siger Jens Egdal, direktør i transportdivisionen i Rambøll.
– I kombination med Rambølls eksisterende rådgivningsydelser vil vores nye kolleger være med til at skabe værdi for vores kunder på et højt fagligt niveau, fastslår han.
Kender hinanden godt
Rambøll og GBL har faktisk allerede arbejdet sammen de senere år, og det var GBL’s fokus på arkitektonisk kvalitet samt bæredygtige aspekter, der har gjort det interessant for Rambøll at gøre samarbejdet permanent.
De to partnere komplementerer hinanden rigtig godt, mener Torben Gade, administrerende direktør i GBL.
– Ved at blive en del af Rambøll kan vi give vores kunder de bedste integrerede og helhedsorienterede løsninger, så vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger Torben Gade.
Mere om GBL
Siden 1994 har han drevet tegnestuen sammen med partnerne Inge Bauer og Lillian Toftdahl. De har haft stærke projektreferencer inden for blandt andet helhedsplaner og renoveringer af udsatte boligområder, planlægning af nye bydele og byomdannelse samt udformning af byrum.
GBL har gennem årene modtaget flere anerkendelser og arkitekturpriser. Senest i 2013, hvor de modtog Kolding Kommunes Arkitekturpris for landskabet på Christiansfeld Skole og Skaterbanen i Klosterparken i Kolding.
I marts flytter GBL’s medarbejdere fra Pakhustorvet i Kolding til Rambølls kontor i Vejle, hvor de vil indgå i en ny afdeling for byudvikling og landskab.