Henning Larsen er kåret som vindere af en international designkonkurrence om et nyt Civic Centre på 46.500 kvm i bydelen Etobicoke i Toronto i Canada. Det oplyser tegnestuen på sin hjemmeside.
Vinderforslaget ønsker blandt andet at engagere alle borgere i Etobicoke på tværs af kulturelle skel ved at etablere et mødested med et inviterende og dynamisk offentligt rum i gadeniveau. Det nye Civic Centre er designet til at imødekomme dets omgivelser, og designet er i strategisk overensstemmelse med det eksisterende mikroklima, så udendørssæsonen bliver forlænget med mindst fem hele uger til glæde for lokale aktiviteter og niveauet af komfort.
Stedets kontekst
– Dette forslag udviser følsomhed over for stedets kontekst og udviser en designmæssig dybde, der rækker ud over bygningens ydre. Det udviser en unik evne til at engagere alle indbyggere i et indbydende og inviterende design, siger formand for udvælgelseskomiteen i konkurrencen, Gordon Stratford.
Det nye Civic Centre består blandt andet af kommunale kontorer, et offentligt bibliotek, en børnehave, rekreative områder og en offentlig plads. Gennem det arkitektoniske udtryk ønsker vinderteamet at skabe et innovativt ikon for byen Toronto.
Byens hjerte
– Det nye byggeri bliver hjertet i Etobicoke. Et sted, hvor borgerne kan mødes, siger byrådsmedlem Justin DiCiano.
Juryen har udvalgt vinderforslaget på baggrund af dets evne til at opfylde nogle afgørende parametre inden for miljømæssig bæredygtighed, identitet, fodgængerattraktion og fleksibilitet i forhold til bredden af aktiviteter både inde og ude.
Konkurrencen er udskrevet af Build Toronto i samarbejde med the City of Toronto, og Henning Larsen har udviklet vinderforslaget med Adamson Associates Architects og PMA Landscape. Teamet var et ud af fem shortlistede teams.