Henning Larsen Architects vinder museum i Sverige

Det nye nationalmuseum i svenske Østersund skal tegnes af Henning Larsen Architects, der er blevet udvalgt blandt de 11 finalister.
Henning Larsen Architects har høstet store roser for det nye Moesgaard Museum, og nu venter der et nyt museumsbyggeri i svenske Østersund. Visualisering: Henning Larsen Architects.
Henning Larsen Architects har høstet store roser for det nye Moesgaard Museum, og nu venter der et nyt museumsbyggeri i svenske Østersund. Visualisering: Henning Larsen Architects.

Det svenske nationalmuseum med base i Stockholm vil etablere en satellitafdeling i Østersund, der rundt regnet ligger lige midt i Sverige. Og det bliver Henning Larsen Architects, der kommer til at stå med opgaven at tegne det nye museum, der lyder navnet NORR – Nationalmuseum.

Museet vil både fungere som en tilbygning til det eksisterende Jamtli Museum i Østersund og som en ny afdeling under det svenske Nationalmuseum. Det nye museum kommer til at indeholde en stor udstillingshal, workshops, kontorer og kantine.

Taget er unikt i kraft af de dybe ovenlysvinduer, der filtrerer det bløde, nordiske dagslys direkte ind i udstillingsrummene. Dette giver et meget følsomt lys og et kig til himlen.

Søren Øllgaard Partner ved Henning Larsen Architects

Lyset trækkes ind

Visionen er at skabe en karakteristisk og fleksibel udstillingshal, der tilføjer et nyt arkitektonisk lag til Jamtli-området.

– Den nye udstillingshal fungerer som en træskulptur med en letgenkendelig profil. Taget er unikt i kraft af de dybe ovenlysvinduer, der filtrerer det bløde, nordiske dagslys direkte ind i udstillingsrummene. Dette giver et meget følsomt lys og et kig til himlen, siger partner ved Henning Larsen Architects og designansvarlig for projektet, Søren Øllgaard, i en pressemeddelelse.

Den nye bygning vil ifølge Henning Larsen Architects forholde sig respektfuldt til de omgivende bygninger, både i forhold til skala og materialer, og den stærke forbindelse til det eksisterende Jamtli Museum vil skabe en fælles identitet som et levende og kraftfuldt kulturhus.

Det nye museum forventes at stå færdigt i 2018.

Relateret indhold