Det bliver et team bestående af Arkitema og Cowi, der skal tegne et nyt kendemærke ved den tidligere rundkørsel i Buddinge, hvor der fra 2025 skal være forplads til letbanestation.
Læs også: ‘Blændende ideoplæg’ skal øge livskvaliteten på helt særlige steder
Gladsaxe Kommune udskrev i efteråret 2023 arkitektkonkurrencen, og her var et vigtigt element, at projektforslaget skulle skabe et nyt byrum i krydset mellem Søborg Hovedgade og Gladsaxe Ringvej, som ville kunne erstatte det markante kendemærke, som den tidligere rundkørsel var, indtil den måtte vige for Hovedstadens Letbane.
Vinderforslaget fra Arkitema og Cowi som underrådgiver bygger på visionen om at skabe en byskov som en grøn entré til Gladsaxe Rådhus, hvor park smelter sammen med plads og infrastruktur.
Læs også: Hvalskeletter, sommerfugle og mineraler: Nyt naturhistorisk museum står færdigt
Dommerkomiteen har netop præmieret vinderforslagets sikring af træernes vigtige rolle i oplevelsen af trafikrummet og deres gode vækstbetingelser – et greb, som tillader en oplevelse af tryghed, mens det øvrige materialevalg med teglstensbelægning taler sammen med rådhuset og bidrager til området, der ellers er domineret af asfalt og beton, lyder det.