– Vi har arbejdet målrettet på at vinde fodfæste på det norske marked siden 2012, og vi er selvfølgelig stolte over nu for tredje gang at vinde en konkurrence om udvikling af en stor passivhusinstitution. I juli slog vi i samarbejde med Oslo Kommunes Omsorgsbygg og entreprenørvirksomheden Georg Andreasen & Sønner dørene op for den første norske passivhusbørnehave på 1200 kvadratmeter, vi er langt fremme med hovedprojekt til Oslos anden børnehave på 2000 kvadratmeter i passivhusstandard, og vi tager nu hul på udvikling af forprojekt til byens tredje børnehave i passivhusstandard, konstaterer arkitekt MAA og partner Mark Krebs fra Bjerg Arkitektur A/S.
Bare bedst
Bjerg Arkitektur A/S understreger med sit tredje norske vinderprojekt arkitektfirmaets unikke kompetencer indenfor design og udvikling af passivhuse og værdibaseret, energioptimeret arkitektur, der med mennesket i fokus på samme tid sikrer høj funktionalitet med flydende overgange fra inde- til udeliv, et optimalt indeklima med masser af frisk luft og minimale fremtidige driftsomkostninger til energi og vedligehold.
– Vi vandt den nye børnehave, der bliver på 2000 etagemeter og opføres i to etager med udvendig beklædning af bæredygtige præfabrikerede træelementer, med prædikatet “bedste pris”, “bedste arkitektur”, “bedste tekniske specifikationer” og “bedste funktionalitet”, supplerer arkitekt MAA/RIBA Maria Bjerg Nørkjær, der sammen med Mark Krebs udgør hjørnesten i arkitektfirmaets norske børnehaveteam.
De to arkitekter pointerer, at den nye børnehave, der med et samlet anlægsbudget på 55 millioner norske kroner skal står klar til indflytning i august 2016, opføres i passivhusstandard efter den engelske ?Breeam-Nor? standard ?Very Good?.