C.F. Møller vinder forsvarsbygning på Gotland

Det svenske forsvar skal udbygge sin kapacitet. Som et led i udviklingen har C.F. Møller vundet konkurrencen om 24.500 kvm nye lokaler for militærets afdeling på Gotland i Østersøen.
C.F. Møller har vundet konkurrencen om nye faciliteter til det svenske forsvar. Illustration: C.F. Møller.
C.F. Møller har vundet konkurrencen om nye faciliteter til det svenske forsvar. Illustration: C.F. Møller.

C.F. Møller er blevet udpeget som vinder af konkurrencen om nye faciliteter til det svenske forsvar, Försvarsmakten. Opførelsen af nye kontorer, kursuslokaler, fitnessfaciliteter, en militær restaurant samt en vagtbygning bliver et led i at organisere en ny enhed på Gotland bestående af to kompagnier med fokus på mekanik og kampvogne. Det oplyser C.F. Møller på sin hjemmeside.

De 24.500 kvm nye lokaler er en deletape i Försvarsmaktens udbygninger på Gotland. Etableringen vil ske på Tofta Skydebane-området og indgår som en del af anden etape af det samlede udbygningsprojekt på Gotland. Dermed skal byggeriet kobles sammen med programmet fra den tidligere etape.

Formålet med C.F. Møllers forslag er at skabe en enkelt og tydelig struktur, som tager hensyn til det omgivende miljø og den eksisterende kulturarv på stedet. Æstetikken tager udgangspunkt i konceptet camouflage, hvor bygningerne reflekterer og imiterer sine omgivelser.

I bygningerne får lys en hovedrolle. Lysindfald og tæt kontakt med naturen skal sikre, at det for ansatte og besøgende bliver en oplevelse at være der. Der er stort fokus på akustik og det gode arbejdsmiljø, mens mødesteder og pladser for socialt samvær er prioriteret højt af Försvarsmakten. Fleksibilitet er også i højsædet, og materialevalget gør rummene fleksible og mulige at ændre med tiden, så bygningerne hen over tid kan tilpasse sig udviklingen ved Tofta Skydebane.

C.F. Møller er totalrådgiver med ansvaret for arkitekt- og landskabsarkitektydelser. Rambøll er med som underrådgiver på projektet.

Relateret indhold