3XN skal designe nyt hovedsæde for IOC

Det danske arkitektfirma er blevet udvalgt af den Internationale Olympiske Komite som den foretrukne partner for udformningen af et nyt hovedsæde i Lausanne.
Danske 3XN skal bidrage til udformningen af IOC's kommende hovedkvarter i Lausanne. Billederne offentliggøres dog ikke endnu.
Danske 3XN skal bidrage til udformningen af IOC's kommende hovedkvarter i Lausanne. Billederne offentliggøres dog ikke endnu.

Når den Internationale Olympiske Komite – IOC – skal have skabt et nyt hovedsæde i Lausanne i Schweiz bliver det med danske pennestrøg. 3XN er blevet udvalgt af IOC som partner for udformningen af et nyt hovedsæde i Lausanne. Afgørelsen følger en enstemmig anbefaling fra IOC’s Architecture College.

3XN’s vinderforslag til det nye hoveddomicil for IOC bliver ifølge arkitektfirmaet en bygning, “der repræsenterer de værdier, IOC står for”. Kritikere af IOC kan sikkert finde stor underholdning i den formulering.

Det skal samtidig “tjene som en drivkraft for samarbejde og interaktion for organisationens medarbejdere, samarbejdspartnere og andre interessenter”, som det lyder i budskabet fra 3XN.

Samle og forene

– Det er en stor ære for 3XN at blive udvalgt til en så betydningsfuld opgave. Den olympiske bevægelse dækker flere aktiviteter, og ens for dem alle er, at de handler om at samle og forene mennesker på den bedst mulige måde. Vi har designet det nye IOC-hovedkvarter som et fysisk udtryk for den olympiske bevægelse og dens værdier, som kommer til udtryk gennem arkitekturen, udtaler Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør for 3XN.

3XN’s vindende designkoncept til det nye hovedsæde for IOC er beliggende på en 24.000 kvadratmeter grund, der ligger ved bredden af Genevesøen. Med den 14.000 kvadratmeter store bygning, er der skabt en “olympisk campus” med administrative bygninger, der skal huse de 500 medarbejdere.

Det danske firma har arbejdet på projektet siden sidste år, hvor 12 internationale teams blev udvalgt til at give deres bud på det nye hovedsæde.

Jan Ammundsen, partner og konkurrencechef hos 3XN beskriver konkurrencen således:

– Det været en proces fyldt med hårdt arbejde udført af et dedikeret team i samarbejde med projektgruppen fra IOC og deres eksperter. Det har resulteret i et gennemarbejdet og detaljeret konkurrenceforslag af høj kvalitet, som samtidig er et eksempel på en meget velorganiseret design­proces.

Designet er naturligvis imødeset med stor interesse, men det vil først blive afsløret på et senere tidspunkt, som fastsættes af IOC.

Projektet tilføjer 3XN’s portefølje endnu et internationalt byggeri i rækken af projekter for store internationale organisationer.

Relateret indhold