Styr på byggepladsen på milliardbyggeri

En fælles byggepladsledelse skal forebygge trafikale problemer, højne effektiviteten og forbedre arbejdsmiljøet ved byggeriet af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.
Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg bliver bygget på Bispebjerg Hospitals område fra 2014 til 2025. Illustration: BDP
Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg bliver bygget på Bispebjerg Hospitals område fra 2014 til 2025. Illustration: BDP

– Det er vigtigt, at de forskellige byggeprojekter ikke generer hinanden eller hospitalets drift. Derfor har vi nu fået en fælles byggepladsledelse, der skal koordinere alt det, som ligger mellem de enkelte byggepladser.

Sådan siger projektleder Mikkel Cordtz fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg om baggrunden for, at Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg har indgået aftale med FM Bygningsdrift om en fælles byggepladsledelse.

Fra slutningen af 2014 og cirka 10 år frem skal fem forskellige delprojekter udføres på Bispebjerg Hospitals område, mens det eksisterende hospital er i fuld drift.

Ens retningslinjer

Traditionelt set vil hvert delprojekt etablere sin egen skurby og koordinere egne leverancer. Men på Bispebjerg bliver opgaven løst med en fælles byggeplads og ens retningslinjer for alle delprojekterne.

– På Bispebjerg har hvert delprojekt sin egen produktionsplads, og som bygherre etablerer vi en fælles byggepladsledelse, som skal håndtere alle de vigtige ydelser, der ikke har noget med det egentligt byggeri at gøre, men som skaber de nødvendige forudsætninger for en effektiv byggeproces, fortæller Mikkel Cordtz.

Erfaren samarbejdspartner

Blandt fem virksomheder, der bød på byggepladsledelsesopgaven, vandt rådgivervirksomheden FM Bygningsdrift fra Herning. De har blandt andet erfaringer med lignende opgaver fra Det Nye Universitetshospital i Skejby, Helsingborg Sygehus, Bella Hotel og Den Blå Planet.

– Vi er stolte over at have vundet opgaven og glæder os meget til at blive en del af dette spændende projekt. Vi er sikre på, at vores mange års erfaring fra store byggepladser og specielt omkring sygehusbyggerier kan være med til at skabe værdi for hele projektet, siger administrerende direktør for FM Bygningsdrift, Gitte Stensbjerg.

Hun fortæller, at FM Bygningsdrift har udviklet deres eget resursestyringssystem, som styrer flowet af byggematerialer og varetilførsel til byggepladsen, sådan at lokalområdet bliver generet mindst muligt af trafik.

Sikker byggeplads

Den fælles byggepladsledelse får også ansvar for den overordnede arbejdsmiljøkoordinering i forbindelse med arbejdet på delprojekterne. Sikkerhed på og udenfor byggepladsen er her et vigtigt fokuspunkt.

– Vi kan og vil ikke acceptere arbejdsulykker, hverken store eller små, erklærer projektleder Mikkel Cordtz fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

– Som bygherre har vi det fulde ansvar for sikkerheden. Det ansvar tager vi yderst seriøst og ønsker at sætte barren højt. Bispebjerg skal være et sikkert sted at arbejde og færdes både for håndværkerne, hospitalets ansatte, patienter og øvrige brugere.

Om byggeriet

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg bliver bygget på Bispebjerg Hospitals område fra 2014 til 2025. Byggeriet samler Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler samt Psykiatrisk Center København.

Der skal bygges 116.000 nye kvadratmeter og renoveres 89.000 kvadratmeter, mens det eksisterende hospital er i fuld drift.

Projektet er finansieret med 2,95 milliarder kroner af regeringens Kvalitetsfond og med 1,03 milliarder kroner af Region Hovedstaden.

Relateret indhold