Projektdetaljer
- Adresse: Artillerivej 159, 2300 København S
- Start: Maj 2021Slut: September 2022
- Stadie: Byggeplads etableres
- Bygningsart: Nybyggeri
- Areal: 3.750 kvadratmeter (2.353 kvadratmeter over terræn)
- Budget: Estimeret 70 mio.kr
- Råhus: In-situ beton
- Facade: Tegl
- Gulv: Plankegulv i eg
- Tag: Tagpap m. solceller
- Vinduer: Træ/alu
- Varmekilde: Fjernvarme
- Bygningsreglement: BR18
- Bygherre: Terrasserne ApS
- Totalentreprenør: AF Hansen Constructions ApS
- Arkitekt: Rodam Arkitektur ApS
- Ingeniør: Henry Jensen A/S. Rådgivende Ingeniører F.R.I.
- Landskabsarkitekt: Opland ApS
Snart begynder opførelsen af 35 boliger fordelt på to punkthuse i fire etager med hele 600 kvadratmeter tagterrasser på fælledsiden af Artillerivej. Grunden har en unik beliggenhed med udsigt ud over den vestlige del af Amager Fælled og har samtidig adgang til de attraktive rekreative områder omkring havnepromenaden.
Bygningerne er indrettet med flere forskellige boligtyper og størrelser samt med høje vinduer og masser af sollys.
Stuelejlighederne har egen indgang og forhave og alle lejligheder fra 1. sal til 3. sal har enten altaner eller store tagterrasser med plantekasser og glasværn, så beboerne får glæde af den unikke udsigt over fælleden inde fra boligen af.
Bygningerne fra et tidligere galvaniseringsværksted på arealet er nedrevet, byggetilladelsen er netop kommet i hus og nu går udgravningen til kælderen i gang. I den forbindelse fjernes det øverste lag jord, som er forurenet.
Bygningerne udgør samlet cirka 2353 etagemeter over terræn. Boligerne i stueetagen bliver i to etager med kælderarealer som en del af boligen. Det samlede bruttoareal for boligerne bliver således cirka 3000 kvadratmeter.
De øvrige etager terrasseres mod syd og ved at forskyde etagerne skiftevis mod øst og vest, så alle boliger får en tagterrasse, altan eller begge dele kan solforholdene på grunden udnyttes optimalt. I kælderen bliver der desuden plads til fællesfaciliteter i form af fælles køkken og toilet samt 16 parkeringspladser med el-ladestandere.
Bygningernes konstruktion er mere kompliceret end de klassiske karrébebyggelser på grund af den varierede terrassering, så bygherren har valgt at råhuset udføres i in-situ beton. In-situ betonens flotte rustikke karakter får lov til at træde frem i flere af boligerne på nogle af væggene i samspil med varmen fra egetræsplankere på gulvene.
Facaderne udføres i Kolumba tegl i stort format fra Petersen Tegl, som vendes om på højkant i altanbåndet for at understrege terrasseringen, mens tagfladen øverst udføres med tagpapdækning og solceller. Mellem de to punkthuse anlægges et stort orangeri til glæde for beboerne og udearealerne indrettes til leg og ophold med belysning fra Louis Poulsen.
Terrasserne ApS har udviklet projektet og har allieret sig med totalentreprenøren AF Hansen Constructions ApS til opførelsen af byggeriet. Det er Rodam Arkitektur ApS, der har slået stregerne til det nye byggeri, mens Henry Jensen A/S Rådgivende Ingeniører F.R.I. varetager den samlede ingeniørrådgivning.
Inden længe gør EMR klar til at begynde støbearbejdet, og om godt halvandet år står boliger ifølge planen klar til indflytning.