– Det er et unikt sted, der består af natur, historie og kultur. – Et slags mikrokosmos af København, som vi er ved at miste.
Sådan siger Rasmus Steenberger, der er stifter af Facebook-gruppen “Bevar Amagerbanen” og i øvrigt medlem af SF og næstformand for Amager Øst Lokaludvalg. Til Dagens Byggeri udtaler han sig dog som privatperson, da lokaludvalget ikke har behandlet sagen og fundet fælles fodslag endnu.
DSB Ejendomme, der ejer området langs den gamle jernbane, Amagerbanen, har opsagt lejemålene for de kolonihaver, der i over 50 år har dannet sommeridyl for amagerkanerne.
Rasmus Steenberger frygter, at stedet vil miste sin værdi.
– Det værste, der kan ske, er, at de rydder området for skinner, natur og kolonihaver, og måske hegner det ind, så det ikke længere har nogen værdi for København. Hvis de først giver los på det, så ved man ikke, hvad der kan ske, men det kommer aldrig tilbage igen, siger Rasmus Steenberger.
Vil udvikle området
Dagens Byggeri har forsøgt at få svar fra DSB Ejendomme på, hvad planerne mere præcist er for området, men DSB ønsker ikke at stille op til interview.
Til B.T. har DSB Ejendomme tidligere forklaret, at “man regner med, at det skal byfornys – måske med opførelse af boliger”.
Men til Dagens Byggeri henviser DSB til et svar i Amagerbladet, som direktør Flemming Jensen kom med, rettet mod DF’eren Finn Rudaizky, der har stillet sig kritisk overfor opsigelserne.
– Der er på nuværende tidspunkt ingen konkrete planer for udviklingen af vores areal langs Uplandsgade, men vi har i fremtiden et ønske om at udvikle arealet i samarbejde med Københavns Kommune og til byens bedste. Opsigelserne er et led i forberedelsen af den proces, der i den forbindelse ligger foran os, skriver direktør Flemming Jensen i svaret.
Lejerne har fået et års opsigelse, hvor de ellers kun havde en måned, skriver Flemming Jensen desuden i svaret.
Støtter fra hele landet
Stedet rummer udover en vildtvoksende natur, en række kolonihaver, samt såkaldte “skæve boliger” for hjemløse og ikke mindst den nedlagte jernbane, som i dag kan opleves fra dræsiner (sporcykler), som den frivillige gruppe, Amagerbanens Venner, sørger for. Sporene er måske også nogle af de mest kendte jernbanespor i Danmark, idet de i 1975 spillede en betydelig rolle i Olsen Banden På Sporet, der blev filmet i området.
I skrivende stund har Facebook-gruppen “Bevar Amagerbanen” 2790 medlemmer fra hele Danmark. Rasmus Steenberger oplever, mange medlemmer har et personligt tilhørsforhold til stedet, selvom de måske ikke bor på Amager.
– Nogle fortæller, deres morfar har arbejdet på jernbanen, eller på Phillipsfabrikken i nærheden, og derfor har de hørt historier fra området, eller de har måske selv boet i København og haft oplevelser der. Der er mange, der gerne vil bevare området, siger han.
Han mener, at selvom sagen tager udgangspunkt i et lokalområde i København, så har den relevans for hele Danmark.
– Det er kultur og historie, man risikerer at fjerne. – Noget der er med til at danne et fællesskab og en identitet. Det bliver en kønsløs by, hvis man fjerner det, og det vil aldrig mere komme tilbage, hvis det først forsvinder, siger Rasmus Steenberger.
Overborgmester er imod
Sagen har fået overborgmester Frank Jensen (S) til tasterne. For i et Facebook-opslag skriver han, at han ikke kan støtte en eventuel bebyggelse af området og henviser til den nyligt vedtagede kommuneplan for Københavns Kommune, hvor man bakker op om at bevare de grønne områder.
“Lad mig slå fast: Står det til mig, skal området bevares. På Københavns Rådhus har vi netop vedtaget en ny kommuneplan, som sætter en tyk streg under værdien af bynære, grønne områder. Hvis stedet skal kunne bebygges, skal der laves en ny lokalplan. Det kommer jeg aldrig til at bakke op om. ” skriver Frank Jensen i sit Facebook-opslag.
Københavns Kommune har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt, men oplyser til Dagens Byggeri, at der er sendt et oplysningsnotat om sagen til politikerne i kommunens borgerrepræsentation.
Håber på fredning
Udover Facebook-gruppen har Rasmus Steenberger også startet en underskriftindsamling, hvor der på nuværende tidspunkt er knap 1500 underskrifter.
– Det er for at sende et signal til DSB og til politikerne på rådhuset om, at vi er mange, der bakker op om at bevare området. Det kunne da være fedt, hvis jeg kunne aflevere en kæmpe stak på Frank Jensens bord, siger han.
Men først og fremmest håber Rasmus Steenberger, at opmærksomheden omkring sagen vil få politikerne til at tage det, ifølge ham, mest sikre middel i brug.
– Jeg håber, de vil frede området. Det vil være den mest sikre vej til, at der ikke kan bebygges på området, siger han.
Desuden håber han også på dialog mellem parterne.
– Jeg håber på, vi får dialog med DSB om området. Det er altid godt at mødes og få på plads, hvor man står, siger han.
Ifølge DSB er det også den retning, udviklingen af området vil arbejde i.
“Vi vil i den proces, vi starter nu, snarest indlede en dialog med Amagerbanens Venner, således at deres aktiviteter kan være en del af en fremtidig løsning.”, skriver direktør for DSB, Flemming Jensen i sit svar.