Der er en lang række både ingeniørvirksomheder og tekniske rådgivere (heraf en geoteknisk rådgiver) tilknyttet arbejdet med etablering af den nye Storstrømsbro, der fra 2027 vil give både biler og tog adgang over sundet fra Sjælland via Masnedø til Falster.
Broen har været landfast på Falster siden oktober 2023 og er nu landfast ved begge kyster, efter totalentreprenøren Storstroem Bridge Joint Venture i uge 2 kunne hejse brodragerne på plads og lukke hullet med brodragerne bygget på land ved Masnedøs kyst og broelementerne i Storstrømmen.
Projektchef fra bygherren Vejdirektoratet, Niels Gottlieb, der har det overordnede ansvar for byggeriet af Storstrømsbroen, siger:
– Nu er hullet mellem brodæk på land og over vand lukket, og vi har en landfastbro på begge sider af Storstrømmen. Det er en rigtig god start på det nye år. Når brodelene er landfaste, bliver det meget nemmere at transportere materialer og værktøj ud til arbejdsstederne. Fremover kan entreprenøren køre det til arbejdsstedet uden at være afhængig af en båd, så anlægsarbejdet bliver både nemmere og hurtigere.
Læs også: 150 lastbiler i pendulfart sikrede beton til Storstrømsbroens pylonfundament
Den nye Storstrømsbro bliver en ca. 4 km lang kombineret vej- og dobbeltsporet jernbanebro over Storstrømmen. Hastigheden for passagertog på den ny Storstrømsbro vil være 200 km/t.
Hele broprojektet forventes afsluttet i marts 2027. Vejbanen vil formentlig åbne for biltrafik allerede i slutningen af 2025, oplyser Vejdirektoratet, der angiver den samlede pris for projektet inkl. nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro til cirka 4,7 mia. kr. (2023-priser).
Arbejdet blev påbegyndt i oktober 2018, men er blevet forsinket pga. Covid-19.