Plantage til den ene side, å til den anden. Vejen Kommune drømmer om ny tæt/lav boligbebyggelse i et naturskønt areal på 10.445 kvm midt i Holsted, der har ca. 3.000 indbyggere.
– Det er sjældent, at der kommer et så spændende projekt i udbud, lyder det fra leder af kommunens Byg & Bolig, Birgith M. Hansen.
På matriklen i midten ligger en nu tidligere døgninstitution. Ejendommen er kategoriseret som Bedre Byggeskik arkitektur og vurderes således at have en stor bevaringsværdi.
I alt består udbuddet af 8.445 kvm ubebygget areal. Dertil kommer den bebyggede ejendom på 1.966 kvm.
Bygningens karakteristiske ydre giver området et historisk vingesus og fortæller flot om Holsteds udvikling. De to andre matrikler er ubebyggede.
En unik mulighed
Kommunen kalder salget for en unik mulighed for, at en kreativ entreprenør eller investor kan skabe nye rammer og være med til at virkelighedsgøre fremtiden for området, der er midtpunkt i byens udvikling.
– Vi har den seneste tid haft flere henvendelser fra borgere om fremtidige udstykninger i Holsted, så efterspørgslen på nye boliger er til stede, fortæller Birgith M. Hansen.
Udbuddet løber indtil mandag den 30. september 2024 kl. 12.00, oplyser kommunen.
Bedre Byggeskik
Bedre Byggeskik er en dansk arkitektonisk og bygningsmæssig bevægelse. Bevægelsen fik stor indflydelse på dansk arkitektur og byggetradition i første halvdel af 1900-tallet.
– Officielt etableret i 1915
– Opstod som en modreaktion på industrialiseringens masseproduktion og standardisering af byggeri
– Lagde vægt på høj håndværksmæssig kvalitet og funktionelle løsninger
– Fokus på at tilpasse byggeri til lokale materialer og traditioner
– Prioriterede enkelhed og harmonisk proportionering i bygningernes design
Kilde: Arkitektforeningen