PostNord har netop solgt det tidligere Hillerød Posthus på Søndre Jernbanevej 28 klos op ad Hillerød Station til Gefion Group.
– Nu skal vi først og fremmest have en ny lokalplan på plads, og så snart den er i mål, vil vi begynde byggeriet af ca. 300 micro-enheder med et forventeligt boligareal på 9.605 m2, som betyder, at lejlighederne bliver på 30-35 m2 på grunden, der har et areal på 6.554 m2, fortæller CEO Thomas W. Færch, Gefion Group, og tilføjer, at der desuden etableres ca. 87 p-pladser kombineret i den eksisterende kælder og på terræn, som primært bliver til de kommende beboere.
Mindre bolig til en overkommelig husleje
Postkontoret blev indviet i 1976, men bygningerne har stået tomme siden 2018, hvor PostNord flyttede. Ejendommen bærer derfor præg af manglende vedligeholdelse og brug, lyder det videre fra Thomas W. Færch.
De skal opføre Aarhus’ nye atletikstadion og Sportens Hus
– Micro Living-konceptet betyder, at det er boligtyper og størrelser til ’Young professionals’ og andre, der ønsker en mindre bolig til en overkommelig husleje. Mange lejere især unge og singler ønsker et mindre antal kvadratmeter, hvor de til gengæld deler fællesområder og aktiviteter med naboerne, så udgifterne mindskes og mulighederne for mere attraktive fællesområder øges. Beboerne får en lejlighed, der er optimeret ned til mindste detalje, så de ikke spilder m2.
Fællesskab reducerer stress og ensomhed
Ligeledes bliver det muligt at etablere et antal af boligerne som deleboliger, hvor beboerne har egen privat bolig, men deles om badeværelse og entre – alt sammen med til at styrke de sociale relationer i ejendommen og give mulighed for en endnu mere effektiv og prisvenlig bolig, lyder det fra Thomas W. Færch:
– Endnu en gevinst er, at projektets fællesarealer bidrager til at reducere stress og ensomhed, da muligheden for at mødes og skabe relationer med andre er markant større i denne type ejendom end i traditionelle lejlighedsprojekter.
Politisk aftale strammer klimakravene til nyt byggeri
Gefion Group vil genanvende den eksisterende postbygning og tilføjelser og nybygning er baseret på trækonstruktioner.
Det oplyses, at projektet forventes at stå klar om 2-2½ år afhængigt af, hvor lang tid, det tager med lokalplan og renovering.
EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland har formidlet salget.