En ny skole, der skal være en del af det nye livs- og læringsmiljø i Støvring i Rebild Kommune, er kommet et skridt nærmere, efter kommunalpolitikerne har godkendt købet af en ejendom på Nibevej.
Med købet skal der udformes en strukturplan for området, hvilket åbner op for muligheden for at få afklaret den endelige placering for en ny skole. Borgmester Jesper Greth kalder dagen for købet for historisk for Støvring, der med en ny skole til elever i 0. til 9. klasse kan vokse betragteligt:
Læs også: Danmark bygger – i Nordjylland
– Vi har brug for en tredje skole for at have plads til alle elever i de kommende år, og den nye folkeskole skal være mere end blot en skole. Den bliver afsættet for en ny bydel, der skal vokse op og skabe rammerne for et godt hverdagsliv for ca. 2.500 nye borgere i fremtiden. Vi er godt undervejs, og de næste skridt bliver at finde en egnet placering til skolen og få den samlede strukturplan for Støvring syd på plads, så vi får et visionært og fremtidssikret grundlag for Støvrings fortsatte udvikling, siger han.
Involverer byens børn og unge
Der er afsat i alt 273 mio. kr. til projektet. Anlægsmidlerne rummer foruden opførelsen af skolen også byggeri af faciliteter til bevægelse og fritid samt afledte projekter såsom stiforbindelser og en sikker skolevej.
– Vi er lige nu i visionsfasen, hvor vi skal sætte rammen og retningen for det kommende livs- og læringsmiljø som blandt andet indeholder en skole. For at få det bedste afsæt, vil vi i den kommende tid inddrage borgere, skoler, foreninger, kulturinstitutioner og erhvervsliv i Støvring og høre deres perspektiver på det nye livs- og læringsmiljø. Børn og unge vil også få mulighed for at dele deres tanker og ideer om skole- og fritidsaktiviteter og børne- og ungdomsliv, uddyber Jesper Greth.
Læs også: Strategisk triumf: Vinder stort projekt efter fusion
Byggefaktas omfangsrige database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark, SMART, anslår omfanget af skolebyggeriet til 15.000 kvm og kan dertil oplyse, at bygherrerådgivningen forventes udbudt i EU-regi, mens byggearbejdet forventes udbudt som totalentreprise i EU-regi med forudgående prækvalifikation.
Den nye skole forventes at stå færdig til brug inden sommerferien i 2030.