Glostrup Boligselskabs afdeling 33, Birke-/Bøgeskoven, blev oprindeligt opført i fire etaper fra midt i 80’erne til midt i 90’erne.
Med et samlet areal på i alt ca. 20.000 m2 rummer boligforeningen 248 lejligheder fordelt på 154 rækkehuse med familieboliger i 1,5 plan, fire rækkehuse, som er opdelt i otte studieboliger og seks boligblokke på mellem to og tre etager, hvor der i alt er 90 lejligheder.
Læs også: Byg-Erfa: Sådan forebygges brand i ældre bygninger under renovering
Nu skal alle boligerne renoveres, og opgaven omfatter bl.a. udskiftning af tage, samtlige døre, vinduer og karnapper samt en totalrenovering af badeværelserne.
Ligeledes skal en række skure med både tekniske, private og fælles formål renoveres, mens der skal etableres tre nye boliger i en ca. 270 m2 stor selvstændig bygning, som tidligere har huset vaskeri og kontor. 26 af de i alt 251 nyrenoverede lejeboliger skal også indrettes som tilgængelighedsboliger.
Læs også: Guld og Hjerte til gammelt kornlager: “Ville aldrig kunne bygge sådan en bygning i dag”
– Det er en stor og gennemgribende renovering og modernisering, vi skal gennemføre i Birke-/Bøgeskoven. Den kommer til at foregå i seks etaper over de kommende godt to år, og mens arbejdet foregår inde i lejlighederne, bliver beboerne genhuset, lyder det fra projektchef Allan Wissing, Skou Gruppen, der er blevet valgt som hovedentreprenør.
– Beboerne kan se frem til et par år, hvor vi bevæger os etapevis igennem bebyggelsen, og hvor de i perioder genhuses. Men når vi er færdige, vil de kunne flytte ind i så godt som nye, topmoderne lejeboliger. Deres boliger får et bedre indeklima og bliver mere energivenlige. Desuden får de helt nye badeværelser og meget mere.
Læs også: Se Tschernings nye hovedkontor af genbrug: “Vi har lært en masse”
Kuben Management er bygherrerådgiver, Nordic Office of Architecture er totalrådgiver, mens Dominia er underrådgiver på ingeniørarbejder.
Projektet påbegyndes i foråret 2024 og forventes afsluttet i sommeren 2026.