Det er positivt, at regeringen i går påbegyndte klimaforhandlingerne – et vigtigt stykke arbejde, som vi ser frem til at følge. Men vi må som flere eksperter og andre organisationer stille os kritiske overfor planen om at nå 2025-målene ved at benytte mere biobrændstof. Der er flere måder at nå 2025-målene på, men dette er ikke det rigtige sted at begynde.
Vi står i en situation, hvor både vores klima og landbrugsareal er presset. Derfor er det ikke optimalt at bruge arealer, som er bedre udnyttet andetsteds, til at producere biomasse til biobrændstoffer. Desuden er biobrændstof ikke på globalt plan en god løsning for klimaet, selvom det på papiret kan bidrage til at mindske de danske udledninger. Det ved vi fra bl.a. Klimarådets beregninger.
Grøn omstilling på velfunderet grundlag
CO2-udledning anerkender som bekendt desværre ikke landegrænser, og Danmark bør tænke i løsninger, der reelt bidrager til den grønne omstilling og CO2e-reduktioner. Vi er derfor glade for at se, at Klimaministeren vil tage punktet med til forhandling og vurdere det op imod de øvrige partiers indkomne forslag.
I Foreningen af Rådgivende Ingeniører arbejder vi for, at den grønne omstilling i Danmark foretages på et velfunderet teknisk og samfundsøkonomisk grundlag, så vi bedst muligt kan nå i mål – ikke kun med 2025-målene, men også med 2030-målene. Og måske accelerere 2050-målene, som vi ser det ske i flere af vores nordiske nabolande.