Flensborg vil være klimaneutral senest i 2035 – Innargi er på opgaven

Danske Innargi er allerede i gang med at undersøge, om der er potentiale for klimaneutral varmeforsyning med geotermisk energi i bl.a. København og Aarhus. Nu er også Flensborg med på vognen.
40-80 grader varmt vand fra undergrunden skal nu supplere bl.a. vindmøller og solcelleanlæg i Flensborg, hvor danske Innargi har underskrevet en aftale med energiselskabet Stadtwerke Flensburg. Illustration: Getty Images
40-80 grader varmt vand fra undergrunden skal nu supplere bl.a. vindmøller og solcelleanlæg i Flensborg, hvor danske Innargi har underskrevet en aftale med energiselskabet Stadtwerke Flensburg. Illustration: Getty Images

Innargi, der er ejet af bl.a. A.P. Møller Holding, ATP, NRGi og Sampension, har to gange i år taget turen sydpå for at finde egnede placeringer til geotermiske anlæg, der kan supplere den mindre grønne energi i fjernvarmenettet.

Tidligere på året var det Kiel, der indgik en aftale med Innargi om at afklare potentialet for udvikling af geotermi til fjernvarme. I denne uge har energiselskabet Stadtwerke Flensburg indgået en lignende aftale.

– Vi er overbevist om, at geotermisk energi vil spille en vigtig rolle i den grønne omstilling af varmeforsyningen. Som et første skridt skal vi først finde ud af, hvordan undergrundsforholdene ser ud og vurdere, om ressourcerne under Flensborg er tilstrækkelige til geotermisk fjernvarmeproduktion, siger leder af Innargis tekniske afdeling (CTO), Hildigunnur Thorsteinsson.

Stadtwerke Flensburg forventer, at geotermisk energi i bedste fald kan dække helt op til 25 % af Flensborgs fjernvarmeforsyning og kalder aftalen ‘et kæmpe skridt mod klimaneutralitet’.

– Vi har en målsætning om, at vi skal være klimaneutrale senest i 2035. Det sker ikke fra den ene dag til den anden eller med blot ét skridt, men er baseret på mange forskellige teknologier. Hvis det viser sig, at Flensborgs undergrund har potentiale nok til geotermibaseret fjernvarme, vil det være et stort bidrag til vores mål om at blive klimaneutrale i 2035, siger adm. direktør Dirk Thole.

Det tager et år

Aftalen omfatter fastlæggelse af en optimal placering for potentielle boringer samt afklaring af, hvordan varmen kan integreres i Stadtwerke Flensborgs fjernvarmesystem.

Sammen med alle andre planlagte undersøgelser vil det tage omkring et år, før alle nødvendige data er tilgængelige. Derefter vil projektpartnerne vurdere, om undergrunden rummer tilstrækkelige ressourcer til at kunne producere fjernvarme til en konkurrencedygtig pris.

Efterfølgende kan Stadtwerke Flensburg selv styre, hvorvidt man vil man benytte den klimaneutrale geotermiske energi til fjernvarmekunderne.

Innargi er med forskellige parter også i gang med at undersøge, om det varme vand fra Jordens indre kan udnyttes til ren og vedvarende energi i fjernvarmenettet i bl.a. København og Aarhus. I Aarhus har kommunen for nylig fundet to passende grunde til EU’s største geotermiske anlæg.

Relateret indhold