I Jernbanebyen ser de ind i fremtidens boformer

Klimakrisen og nye familieformer kræver nye måder at indrette sig på. En ny udstilling i København viser, hvordan vi kan komme til at bo fremover.
Udstillingen kommer med bud på blandt andet boliger på toppen af erhvervsbygninger, boliger til enlige forældre og boliger, der samler generationer under samme tag. Foto: Thomas Rahbek, Statens Kunstfond.
Udstillingen kommer med bud på blandt andet boliger på toppen af erhvervsbygninger, boliger til enlige forældre og boliger, der samler generationer under samme tag. Foto: Thomas Rahbek, Statens Kunstfond.

Ifølge den filantropiske forening Realdania er der i Danmark registreret hele 37 forskellige familieformer, og denne udvikling ser Boliglaboratoriums nye udstilling i Jernbanebyen i København nærmere på.

Boliglaboratorium blev etableret i 2019 af Statens Kunstfond og Realdania og har til formål at samle boligbyggebranchen om at udvikle nye svar på samtidens og fremtidens udfordringer.

Udstillingen åbnede i går, og her kunne besøgende opleve syv projekter blive præsenteret af arkitekterne og holdene bag gennem tegninger og modeller.

Projekterne skal vise, at det er muligt at eksperimentere inde for de eksisterende økonomiske rammer og skal realiseres på markedsvilkår. Målet er således, at alle eksperimenterne bliver bygget og kommer til at danne rammen for hjem for fremtidige beboere.

Skal tage højde for forskellige livssituationer

De syv bud tæller blandt andet eksempler på at bo mindre, dele faciliteter og ressourcer, bruge flere cirkulære principper og at bygge med lavt CO2-aftryk og forbrug.

Der er stor interesse for, hvordan vi skal bo i fremtiden. Foto: Thomas Rahbek, Statens Kunstfond.
Der er stor interesse for, hvordan vi skal bo i fremtiden. Foto: Thomas Rahbek, Statens Kunstfond.

Og det udfordrer i høj grad den traditionelle måde at tænke bolig på, fortæller Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania:

– Traditionelt er der primært fokus på unge, kernefamilier eller ældre, men der er brug for flere boligformer, som tager højde for forskellige livssituationer og behov. Samtidig med, at vi holder fokus på at reducere både udslippet og aftrykket af CO2, når vi bygger. Vi håber, at vi med disse syv visionære eksperimentprojekter kan udfordre det gængse og inspirere – både dem, der arbejder med boligbyggeri i Danmark, men også helt almindelige danskere.

Trivsel, fællesskaber og tryghed

Ambitionen med Boliglaboratorium er – udover økonomisk at støtte til udviklingsarbejde – at understøtte videndeling, videnopsamling, erfaringsudveksling og innovation og ikke kun blandt de syv udvalgte projekter, men i hele boligbyggebranchen:

– Statens Kunstfond hylder de usædvanlige partnerskaber, fordi de frisætter skaberkraft og kreativitet, i processer, hvor det ellers kan have svære vilkår i dagens byggeri. Boliglaboratorium er med til at sikre det eksperimenterende og risikovillige, som ofte mangler især i udviklingsfasen af nye projekter. Og fordi alle de udvalgte eksperimentprojekter stiller med både udvikler, entreprenør, arkitekt, ingeniør, beboere og grund, hæver vi muligheden for realiseringen yderligere, siger Trine Berthold, leder af Statens Kunstfonds Projekt- og Legatstøtteudvalg for arkitektur.

Udstillingen er åben for alle frem til den 15. november 2023.

Relateret indhold