– Vi skal høre beboerne ad først, og der skal en masse tilladelser på plads, men jo, jeg kan bekræfte, at vi har afleveret et idéprojekt til Aalborg Kommune. På det seneste møde i by- og landskabsudvalget blev lokalpolitikerne orienteret om, at vi vil gerne skabe en ny bydel ved Limfjordsværftet i Aalborg vestby.
Sådan siger projektudviklingschef ved Aalborg-entreprenøren A. Enggaard A/S Morten Løgsted. Han er relativt fåmælt om projektet, som netop er blevet afsløret. Men der går endnu et par måneder, før de første tegninger bliver tilgængelige for offentligheden, pointerer han. Projektet involverer blandt andet en landindvinding på 19.500 kvadratmeter, for at kunne realiseres.
Vi ønsker at samle folk ved vandet. At udvide Aalborg og inddrage det maritime aspekt i byggeriet.
projektudviklingschef Morten Løgsted, A. Enggaard
– Vi ønsker at samle folk ved vandet. At udvide Aalborg og inddrage det maritime aspekt i byggeriet. Men hvordan det helt præcist kommer til at tage sig ud, kan jeg ikke sige noget om endnu. Vi skal have alle involverede parter indover først, siger Morten Løgsted, som sigter på en blanding af boliger, erhverv og et bredt udvalg af udadvendte funktioner; café og restaurationer med videre. Dagens Byggeri følger sagen.