Som en naturlig konsekvens af tegnestuens vækst de seneste år, indtrådte Simon Lyager Poulsen 15. februar i Adept Architects ledelse som associeret partner. Simon har været tilknyttet tegnestuen siden 2006 og er en central drivkraft i den fortsatte udvikling, lyder det fra Adepts øvrige partnere Martin Krogh, Martin Laursen og Anders Lonka.
– Vi er meget glade for at byde Simon velkommen i partnerkredsen og ser det som en helt naturlig forlængelse af hans store engagement, at han nu formelt bliver en del af tegnestuens ledelse. Samtidig er det en vigtig del af tegnestuens løbende udviklingsstrategi at styrke vores interne kompetencer og videnfællesskab, og her spiller Simon allerede en vigtig rolle.
Simon Poulsens faglighed spænder bredt fra byudvikling til bygningsarkitektur og har en skarp profil med vægt på projekter med en menneskelig skala og et holistisk afsæt. Dermed vil Simon også fremadrettet bidrage til at udvikle tegnestuens profil med vægt på resiliens og global ansvarlighed.
Adept, der på engelsk betyder ekspert, har markeret sig som en arkitektvirksomhed med en stor del af omsætningen uden for Danmarks grænser. Tegnestuens 32 medarbejdere arbejder bredt med modstandsdygtig byudvikling og arkitektur, som kan klare de kommende klimaforandringer. Man har flere igangværende bygge- og anlægsprojekter i Tyskland, Sverige, Norge og Danmark, herunder den nye arkitektskole i Aarhus og en ny museumsbygning i Berlin, samt detailprojekteringen af et 124 hektar stort bæredygtigt byområde i Hamborg.