Første sygehus får DGNB Guld

Slagelse Sygehus er landets første sygehusbyggeri, der modtager den gyldne bæredygtighedscertificering.
Første danske sygehusbyggeri modtager bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Pressefoto.
Første danske sygehusbyggeri modtager bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Pressefoto.

Om projektet

  • Byggeriet består af en fireetages bygning i karréform med kælder samt en bygning til fødeafsnit med fem fødestuer.
  • Bestiller: Region Sjælland
  • OPP-konsortium: MT Højgaard og DEAS (udvendig drift og vedligehold), Industriens Pension, PensionDanmark, PKA og Sampension (ejere og finansiering).
  • Totalentreprenør: MT Højgaard
  • Arkitekt: Arkitema Architects
  • Rådgivende ingeniør: MT Højgaard Design & Engineering og MOE

Som det første danske sygehusbyggeri har Slagelse Sygehus’ nye sygehusafdelinger, der tidligere på måneden blev afleveret til Region Sjælland, nu opnået bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.

Det skyldes blandt andet at bygningenden har fået fuldt pointantal i en række af de kriterier, der har direkte effekt på brugerne, og i Region Sjælland ser de nu frem til at byde brugerne indenfor ved åbningen i maj.

– Det er dejligt at få et certifikat på, at vores nye sygehusafdelinger er skabt med fokus på bæredygtighed. Det vigtige for os er først og fremmest den forskel, det kommer til at gøre for vores patienter og medarbejdere. Vi får et dejligt hus med et godt lys og et behageligt indeklima. Certificeringen er også en bekræftelse på, at vi får et meget fornuftigt energiforbrug, og at installationerne er funktionstestet, så de lever op til kravene på et moderne sygehus. Det er vi glade for, siger sygehusdirektør Vagn Bach.

OPP-tankegang passer godt

OPP-konsortiet bag afleveringen består af DEAS og MT Højgaard samt investorerne Industriens Pension, PensionDanmark, PKA og Sampension. Ifølge Ninette Alto, der er afdelingschef for bæredygtighed i MT Højgaard, skyldes certificeringen først og fremmest gode rutiner og detaljeret dokumentation.

– Certificeringen er en stor kompliment til bygningen og teamet bag. En gennemtænkt byggeproces og grundig dokumentation har betydet, at bygningen har fået alle de bæredygtighedspoints, som vi sigtede efter. Den indledende rådgivning og løbende brugerindflydelse har virkelig spillet en positiv rolle. Sygehusbyggeriet er blevet til i et OPP-partnerskab, og generelt passer OPP-tankegangen med fokus på tidlig involvering, sikker drift og totaløkonomi godt sammen med, hvad der skal til for at skabe en bæredygtig bygning. Fordi DGNB-kriterierne vurderer en holistisk bæredygtighed, bliver mange af de hensyn, der ellers nemt kan glemmes i en projekteringsfase, løbende fulgt op, siger hun i en pressemeddelelse.

Godt indeklima

Bæredygtigheden opleves blandt andet i sygehusets indeklima, som understøttes af avanceret temperaturstyring, der resulterer i stabile temperaturer og modvirker træk. Vinduespartierne er designet med fokus på godt dagslys og et flot udsyn fra seng og siddemøbler. Her betyder et integreret persiennesystem desuden, at direkte sollys kan afskærmes.

Blandt de mange andre pointgivende kriterier finder man gentagne brugergruppemøder, indretning der understøtter brugen af udearealer, samt meget begrænset afgasning fra materialerne, hvilket medfører, at luften er ren og frisk til glæde for både personale og patienter.

For projektteamet på byggepladsen har det krævet en grundig og systematisk indsats at nå resultatet.

– Bæredygtighedsperspektivet har været tænkt ind helt fra projekteringen, inden vi gik i jorden. Ude på pladsen har vores entrepriseleder hele vejen haft fokus på bæredygtighed og dokumentation, så niveauet stod mål med det bestilte byggeri. Sammen med vores bæredygtighedsafdeling har entrepriselederen koordineret med alle underleverandørerne undervejs, og det har været helt afgørende for at nå i mål. Bæredygtighed er ikke noget, man skal begynde at overveje op til en aflevering. Det skal være tænkt ind helt fra starten, hvis det skal nytte, og det har det været her, siger seniorprojektchef på projektet, Carina Dahl Philipsen,

Bæredygtighed er ikke noget, man skal begynde at overveje op til en aflevering. Det skal være tænkt ind helt fra starten, hvis det skal nytte, og det har det været her.

Relateret indhold