Et flerårigt samarbejde mellem danske Kronings, der producerer fjernbetjente robotter og motorer, og den hollandske storentreprenør System Flex har ført til udviklingen af et nyt elektrisk letvægsstillads til byggebranchen. Det elektriske stillads kan flyttes, mens man står på det, og platformshøjden kan være op til 2,5 meter, hvilket giver en arbejdshøjde på ca. 4,2 m. Det oplyser Kronings i en pressemeddelelse.
Kan fjernbetjenes
Det elektriske stillads fjernbetjenes med en trådløs fjernbetjening, og det indbyggede batteri giver op til 1,5 times kørsel mellem hver opladning. Hele stilladset inklusive den elektriske ‘robot’ vejer cirka 56 kg plus platform på cirka 15 kg, hvilket ifølge Kronings gør det elektriske stillads let at transportere og samle. Rullestilladset er et letvægts-foldestillads i aluminium, og det kan sammen med robotten sættes op på under tre minutter. Når man ikke kører med stilladset, låser robotten automatisk stilladset, så det ikke flytter sig på underlaget.
Ønsker man at arbejde med det elektriske stillads i etagebyggeri, er det let at transportere op på etagerne.
Søren Christensen Indehaver, Kronings
– Det elektriske stillads er specielt velegnet til montage og arbejde i en fast højde eller i etagebyggeri, hvor det er svært og i mange tilfælde umuligt at anvende en lift pga. størrelse og vægt. Produktet har været solgt og markedsført i Holland, Belgien, Tyskland, England og USA igennem det seneste år med meget stor succes, og nu er det tid til at introducere produktet på det danske marked. For øjeblikket foretages en række testsalg gennem enkelte udvalgte butikker for professionelle, siger Kronings indehaver Søren Christensen.
Han fortæller, at den største distributør af rullestilladser i USA tidligere på året tog Kronings elektriske stillads ind i sortimentet og solgte de første 500 eksemplarer på under tre måneder.
Alternativ til liftleje
– Den typiske bruger er blandt andet den mindre håndværker, som med fordel kan købe det elektriske stillads i stedet for at leje en lift, som både er dyr i leje og transport. Ønsker man at arbejde med det elektriske stillads i etagebyggeri, er det let at transportere op på etagerne, og med den samlede vægt på cirka 70 kg er det ikke et problem at anvende det elektriske stillads i etagebyggeri, siger Søren Christensen.
Det er tilladt at stå på stilladset og køre med det, når platformshøjden på maksimalt 2,5 m overholdes. Robotten, der er monteret under stilladset, kan køre med en hastighed på op til 18 meter per minut og har to hastigheder samt soft-stop og soft-start.
På de markeder, hvor produktet har været markedsført i år, har det primært været enten store entreprenørvirksomheder, der har købt de elektriske stilladser frem for at leje lifte, eller den mindre håndværker såsom elektrikeren, maleren og ventilationsmontøren, der sparer tid ved ikke at skulle kravle op og ned af stilladset for at flytte det og låse det hver gang.