Rubow Arkitekter har sammen med SlothMøller og Grethe Kragh-Müller, specialist i børnepsykologi, vundet projektkonkurrencen ‘Nyt Børnehus i Skovlunde’ for Ballerup Kommune. Det var en enig dommerkomite, der pegede på vinderteamet, og Rubow Arkitekter skal udfylde rollen som totalrådgiver, arkitekt og landskabsarkitekt på opgaven. Det oplyser Rubow Arkitekter i en pressemeddelelse.
Tidssvarende forslag
Vinderforslaget til det nye store børnehus, der skal rumme omkring 210 børn i alderen fra 0-5 år i Skovlunde, lyder navnet ‘Den Røde By’, og det har et ifølge dommerbetænkningen stilsikkert arkitektonisk greb. Rubow Arkitekter oplyser, at skala, identitet og bæredygtighed er forslagets nøgleord for en organisering og et design, der understøtter de politiske visioner for, hvordan der drives daginstitutioner i dag.
Der er overbevisende arbejdet med at afbalancere hensynene til godt dagslys hhv. selvskygge/solafskærmning til forebyggelse af overophedning.
Uddrag fra dommerbetænkningen
– Det er et spændende bud på et tidssvarende børnehus, som i sin arkitektur passer til området. Huset virker imødekommende og veldisponeret, og det fremstår oplevelsesrigt både indefra og udefra. Forslaget opfylder kravene til at være både et børnehus og en arbejdsplads. Byggeriet opfylder ambitionerne om et bæredygtigt byggeri jf. 2020-standarden, lyder det blandt andet i dommerbetænkningen.
Godt dagslys
Børnehuset bliver på 2.500 kvm, og det forventes udført i 2017 til en estimeret entreprisesum på 45 millioner kroner. Projektet er disponeret som en række mindre bygningskroppe, der samles omkring bygningens centrale ankomstrum, der kaldes Det Røde Torv, og som forbinder hele huset og anviser mange brugsmønstre, herunder særligt pladskrævende leg, ‘vinduesudstillinger’, og ‘brød-udsalg’ fra aktivitets- og madhusene eller samling.
– Bæredygtighedsbearbejdningen fokuserer på robusthed og fleksiblitet samt energi og indeklima. Der er overbevisende arbejdet med at afbalancere hensynene til godt dagslys hhv. selvskygge/solafskærmning til forebyggelse af overophedning, lyder det videre i dommebetænkningen.
Rubow Arkitekter skal nu færdigprogrammere et endeligt byggeprogram og udarbejde et endeligt forslag inkl. revision af sin kalkulation på grundlag af de input og kommentarer, der er fremsat af bedømmelsesudvalget under evalueringen af tilbudsgivningen samt af et panel af brugerrepræsentanter.
Konkurrencen var en indbudt totalrådgiverkonkurrence med fem prækvalificerede teams.