Danske arkitekter skal udvikle nyt byområde i Stockholm

Københavnske Adept har vundet et stort offentligt parallelopdrag om udviklingen af området Kolkajen-Ropsten i den centrale del af Stockholm Havn.
Adept og svenske Mandaworks har vundet parallelopdraget om udviklingen af området Kolkajen-Ropsten i den centrale del af Stockholm Havn. Visualisering: Adept/Mandaworks.
Adept og svenske Mandaworks har vundet parallelopdraget om udviklingen af området Kolkajen-Ropsten i den centrale del af Stockholm Havn. Visualisering: Adept/Mandaworks.

Adept har sammen med svenske Mandaworks vundet parallelopdraget om udviklingen af området Kolkajen-Ropsten i Norra Djurgårdsstaden i den centrale del af Stockholm Havn. En enig jury fremhæver tegnestuernes forslag for dets høje arkitektoniske og urbane kvalitet. Det skriver Adept i en pressememeddelelse.

Norra Djurgårdsstaden er et af Nordeuropas største byudviklingsområder, og over de næste 20 år vil udviklingen skabe mere end 12.000 nye boliger og mulighed for 35.000 nye arbejdspladser. Området har ligesom Københavns Nordhavn tidligere været præget af industri, og vinderforslaget tager udgangspunkt i det omkringliggende områdes eksisterende karakter. Planen er sammensat af delområder, der hver især er udformet med en egen identitet. De vekslende karakterer skal skabe et urbant, varieret og attraktivt bymiljø, som skal udnytte områdets potentialer for både beboere og besøgende.

Landopfyldning på vej

Kolkajens Balkon i den nordlige del af planområdet er en direkte udvidelse af byen, som strækker sig helt ud i vandet gennem en ny landopfyldning. Den nyetablerede landmasse forbindes til den eksisterende kystlinje med en kanal, som trækker vandet ind i kvarteret. Forslaget bevarer en klar linje gennem området, der er med til at indramme vandet, de offentlige byrum og de nye kulturelle aktiviteter. Rummet omkring aksen er præget af attraktive solvendte terasser, aktive tilbud og rekreative kvaliteter, der kan bringe beboerne i kontakt med vandet.

Plateauet ved Ropsten i planområdets sydlige del er det tættest bebyggede delområde med en enkel karréstruktur delt af mindre gader. Gadenettet strækker sig igennem planen for at forbinde de vigtigste steder og visuelle pejlemærker. Plateuaet har en blanding af urbane funktioner, hoteller, erhverv, boliger og et knudepunkt for offentlig transport, som skaber liv og transit gennem området.

Op til 18-20 etager

Bebyggelsen omkring kyst, kanal, park og metrostation vil spænde bredt fra fireetagers boligbebyggelse til bygninger helt op til 18-20 etager i strategisk placerede høje punkter. Den blandede bebyggelse er udformet med henblik på at tiltrække et bredt befolkningsudsnit i alder, livsstil og indkomst.

Udviklingsplanen er en fleksibel ramme, som er tilpasset flere forskellige scenarier for densitet, og den kan derfor løbende tilpasses for at bibeholde et levende bymiljø.

Samlet vil området i fremtiden rumme minimum 2.000 lejligheder og 70.000 kvadratmeter kontor og serviceerhverv.

Tegnearbejdet har stået på siden sommeren 2014, og der er byggestart på første etape i 2017.

Samlet set vil Kolkajen-Ropsten komme til at rumme 2.000 lejligheder og 70.000 kvadratmeter kontor og serviceerhverv. Visualisering: Adept/Mandaworks.
Samlet set vil Kolkajen-Ropsten komme til at rumme 2.000 lejligheder og 70.000 kvadratmeter kontor og serviceerhverv. Visualisering: Adept/Mandaworks.
De bløde trafikanter vil blive vægtet højt i området. Visualisering: Adept/Mandaworks.
De bløde trafikanter vil blive vægtet højt i området. Visualisering: Adept/Mandaworks.

Relateret indhold